Bornholmsk idé må ikke sprede sig
Bornholms Regionskommune tager lukketheden til et nyt niveau med tre måneders spærretid op til kommunalvalget. Det er dybt udemokratisk og bekymrende
Opdateret 07. juli 2021 kl. 11:30
I sidste uge meldte Bornholms Regionskommune ud, at der i tre måneder op til efterårets kommunalvalg vil blive indført en såkaldt spærretid. Her skruer man ifølge pressemeddelelsen ned for åbenheden, hvilket i praksis betyder, at det kun er kommunaldirektøren, der må udtale sig og at medier er forment adgang til kommunale bygninger og institutioner i perioden. Ifølge kommunens direktion sker det for at beskytte de ansatte mod at blive draget ind i politikernes valgkamp.
Mens det kan virke nobelt nok at ville beskytte de ansatte, så er det dybt problematisk og bekymrende. Bornholms Regionskommune har gjort det før, men slet ikke i samme omfang. Ved seneste kommunalvalg i 2017 var der spærretid i 13 dage op til valget, som dog ikke omfattede mediernes adgang til offentlige institutioner. Denne gang er der altså skruet gevaldigt op for lukketheden.
Demokratiske valg foregår bedst, når borgerne møder op og sætter et oplyst kryds i boksen. Det er der en masse ting, der kan være med til at sikre. Men det er klart, at mediernes dækning op til et valg er en central del af en valgkamp. Her bliver politikerne, kommunerne, kampagnerne, visionerne, økonomien og alt det, der følger med, dækket med kritiske spørgsmål, perspektiv og nye vinkler. Adgangen til vigtige informationer er en grundlæggende menneskeret i EU, og der spiller traditionelle journalistiske medier en meget væsentlig rolle.
Tilmeld dig Nordjyskes debatnyhedsbrev her
Direktionen i Bornholms Regionskommunes beslutning om at holde medierne stangen er grundlæggende en beslutning om at holde vigtige informationer fra borgerne. Journalister stiller spørgsmål på vegne af borgerne og vi er forpligtet på at oplyse læserne. Derfor er det et demokratisk problem, når en kommunaldirektion beslutter sig for at lukke ned. Som Roger Buch, der blandt andet forsker i kommuner ved DJMX, udtaler til fagbladet Journalisten:
- Det her afspejler en generel tendens til, at nogle kommuner bliver mere lukkede og ønsker mere kontrol over kommunikationen… Hvis det foregik i Rusland, at journalister ikke kunne få adgang til offentlige institutioner, og folk i topadministrationen fik at vide, at de ikke måtte udtale sig, så ville vi se det som et klart bevis på, hvor udemokratisk det land er.
Kommunalvalg er enormt vigtige. Rigtig mange af de beslutninger, der har direkte indflydelse på vores hverdag, bliver truffet i kommunerne. Efter halvandet år i coronapandemiens greb, hvor vores liv i vid udstrækning er blevet styret fra centralt hold i regeringen, bliver dette kommunalvalg ekstra vigtigt. Vi skal tilbage til at tage vigtige beslutninger i det nære.
Derfor må vi håbe, at ingen føler sig inspirerede af Bornholm Regionskommunes meget dårlige idé. Løsningen på vores udfordringer i samfundet er nemlig ikke mindre åbenhed, mindre oplysning og mindre demokrati. Det er det stik modsatte – og det bliver vi ved med at kæmpe for.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.