Leder

Corona i bakspejlet - har vi lært noget?

Danmark er så godt som genåbnet, men hvad tager vi med os videre fra månederne med coronavirus

Vi er ved at være igennem det.

Ja, jeg ved godt, at der er en turistbranche i det nord- og vestjyske, der med rette undrer sig, for hvorfor skulle det være mere risikabelt at få lejet sit sommerhus ud til en tysk familie end en københavnsk. Men ellers må vi sige, at Danmark er så godt som genåbnet. Over hele landet er folk strømmet til restaurationer, campingpladser, bosteder og skolebænke for at nyde den frihed og de menneskelige relationer, coronaen i godt et par måneder har lagt en kraftig begrænsning på.

Det er som om, man kan ånde frit igen. Og med respekt for de mennesker og deres nærmeste, som sygdommen har ramt på værste vis, samt de virksomheder og medarbejdere, der er slået i knæ på indtjening og ledighed, er det følelsen, at vi som samfund håndterede krisen på bedst mulige vis.

Corona-krisen har afdækket masser af sider af vores samfund - så hvad har vi lært, og er vi villige til at bringe erfaringen videre som nye levemåder og vaner?

For det første må man overordnet have respekt for den politiske indretning og styring af vores land. Da det gjaldt, trådte regering, Folketing og myndigheder i karakter og indførte i stærkt samarbejde en stribe restriktioner, som har været med til, at vi er sluppet langt billigere målt på dødsfald end lande, vi normalt sammenligner os med. Nuvel, der har været slinger i valsen ind i mellem med skiftende strategier og mangel på åbenhed fra regeringens side - det sidste er fortsat helt uforståeligt. Men som det blev sagt fra begyndelsen, er der tale om en situation, vi ikke har stået i før, og derfor vil der ske fejl.

Mon vores politikere vil bruge erfaringen til konstruktivt at arbejde med landets virkelige problemer med åbenhed om motiverne som varemærke fremover - eller falder de tilbage i personfnidderet og mærkesagstyranniet?

For det andet har vi som befolkning været gode til at håndhæve restriktionerne. Der er blevet sprittet hænder, hostet i ærmer og holdt afstand til den helt store guldmedalje, og det har sandsynligvis været en afgørende faktor i smittehåndteringen. Kan vi holde fast i fokus på håndhygiejne, vil mange sygedage være sparet fremadrettet, og måske er knus som omgangsform noget, vi skal forbeholde vores nærmeste?

Og nok kan vi parere ordrer. Men der har også været et klart signal fra befolkningen: Er der ikke fornuft i restriktionerne, råber vi op - ikke mindst gennem medierne, hvor de traditionelle publicistiske af slagsen har vist deres styrke, mens de sociale er kammet over af følelser og fornemmelser og i værste fald ”fake news”. Og netop den myndighed og det tryk, der ligger i befolkningens stemme, har presset politikerne på Christiansborg til at handle og åbne landet hurtigere, end de nok har ønsket. Deri ligger en styrke, der ikke må forgå.

For det tredje er der selve velfærdsstaten, som med støtteordninger til erhvervslivet og omstillingen af sundhedsvæsenet har vist muskler. For tiden hører man ikke mange beklage sig over skattetryk og sygehusvæsen - tværtimod er der en tryghed i at bo i et land som vores med et fintmasket sikkerhedsnet, der i nødsituationer kan spændes ud under vores liv og arbejde. Har vi lært, at det måske er pengene værd at sige nej til at udføre og få udført sort arbejde og ikke på virksomhedsniveau bruge energien på at betale så lidt i skat som muligt, når vi gerne vil have fællesskabet til at støtte, når krisen kradser?

For det fjerde er der vores private liv. Vi har ikke kunnet rejse, vi har fået barberet den sociale omgang - også med vores mest sårbare familiemedlemmer - ned til et minimum eller ingenting. Vi har ikke kunnet komme på job eller i skole, men har arbejdet hjemmefra. Nul koncerter eller teaterforestillinger eller en middag på vores yndlingsrestaurant. Har vi lært at sætte den rette pris på tiden med vores allernærmeste, at arbejde hjemmefra, når muligheden byder sig, og dermed spare dyrebar tid? Er det gået op for os, at det er fantastisk at stå op hver morgen og gå på arbejde eller i skole? Kan krisen være med til at stoppe hverdagsbrokkeriet, give stof til eftertanke på klimaområdet, så turen ikke behøver at gå til Bangkok, men i stedet til Blokhus?

Vil vi fortsætte med at handle lokalt og nationalt for at holde gang i vores forretningsliv og bevare job, eller går turen snart igen til Fleggaard for at hente sodavand, og kommer tøjet atter via nettet fra England? Er toiletpapir-depotet eller en tur på genbrugspladsen noget af det vigtigste i livet, og trænger hamsterhjulet til et værditjek og måske en fod på bremsen?

Det kunne være en eftertanke på kant af coronakrisen.

God søndag

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.