Det skæve forskningsdanmark skal rettes op

De statslige forskningsmidler tilgodeser universiteterne i København og Aarhus. Det risikerer at sætte Aalborg Universitet bagud af dansen. Det er der ingen, der er tjent med - slet ikke Nordjylland

Så er vi på den igen. To institutledere på Aalborg Universitet har i Nordjyske luftet deres frustration over den ulige fordeling af statslige forskningsmidler. Af historiske årsager får de “nye” universiteter i Aalborg, Odense og Roskilde relativt færre støttemidler end DTU og universiteterne i København og Aarhus.

Det lyder som et ekko fra problematikken om den ulige fordeling af statslige kulturmidler, som Nordjyske afdækkede hen over sommeren. På grund af en gammel fordelingsnøgle får især kulturlivet i hovedstadsområdet relativt markant flere midler at rykke med på kulturområdet. Og det samme gør sig altså gældende i universitetsverdenen.

Det er da egentlig utroligt, at statsstøtten på to så vigtige områder i vores samfund er bygget så skævt op. Hvad er Aalborg Universitet, og dermed hele Nordjylland, Danmark og verden, gået glip af i alle disse år?

En del af problemet med den skæve fordeling er, at Aalborg Universitet så har færre kroner at forske for. Men en anden og meget stor del af problemet er, at det samtidig hæmmer universitetets mulighed for at søge eksterne midler. Her er der nemlig ofte en forventning eller et direkte krav om, at universitetet selv kan bidrage med penge. Det kan i mange tilfælde bare ikke lade sig gøre.

På den måde går Aalborg Universitet glip af så mange muligheder. Man kunne fokusere mere på forskning end fondsansøgninger. Det ville gøre undervisningen af de studerende bedre. Man kunne i øvrigt også ansætte langt flere forskere. Dansk Industri anslår, at hvis de statslige forskningsmidler blev fordelt efter resultater, så ville Aalborg Universitet modtage 200 millioner kroner mere - hvert år! Ifølge universitetets egne udregninger kunne man ansætte 200 erhvervs-ph.d.-studerende for det beløb.

Tilmeld dig Nordjyskes debatnyhedsbrev her

Og så er der samspillet med det nordjyske erhvervsliv. Mere end hver 10. innovative virksomhed i Nordjylland arbejder sammen med Aalborg Universitet, og deres konkurrenceevne bliver forbedret som følge deraf. Tænk, hvis man kunne arbejde sammen med endnu flere!

Nordjyske Karsten Lauritzen (V) har meldt ud, at der skal tages hul på arbejdet for at finde en bedre løsning. Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) er enig, og lover, at det sker i løbet af efteråret.

Karsten Lauritzen mener, at det bliver svært at lave om på fordelingen uden at ende i endnu en skyttegravsdebat mellem hovedstaden og provinsen. Det kan han måske have ret i, men det må i hvert fald aldrig blive en undskyldning for ikke at gøre det rigtige. Og det kan heller aldrig blive de “nye” universiteters problem, hvis det ender sådan.

Det bedste ville selvfølgelig være, hvis der ikke skulle tages midler fra de store drenge i klassen. Det ønsker ingen. Men lige nu risikerer Aalborg Universitet at gå bagud af dansen, hvis ikke den urimelige fordeling bliver ordnet. Der må vi i provinsen stå fast på og kræve, at fejlen skal rettes. Det må gerne gå hurtigt. Et Danmark i balance er ikke tjent med, at en historisk skævvridning tilgodeser København og Aarhus.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.