Leder

Leder: Husk, at vi alle skal dø

Der er bivirkninger ved al medicin. Der er også bivirkninger ved det syn på døden, som Mette Frederiksen satte på dagsordenen sidste forår. Det må ikke få rodfæste i vores samfund

Arkivfoto: Henrik Louis

Arkivfoto: Henrik Louis

Der er altid en risiko for at ødelægge den gode stemning, når man bringer det på banen. Men i lyset af udviklingen med vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson og statsministerens udmelding om, at restriktioner kan blive forlænget af frygt for mutationer, er det nødvendigt med denne påmindelse: Vi skal alle dø. Det er sådan, det er. Livets grundlæggende vilkår. Og det er skønt – for det minder os nemlig om, at vi skal leve, mens vi er her.

AstraZeneca-vaccinen blev kastet på coronahistoriens mødding, da den i sidste uge blev taget ud af det danske vaccinationsprogram. 1 ud af 40.000, der har modtaget vaccinen, kan forventes at opleve alvorlige komplikationer. Det tyder på, at der også er sammenhæng mellem Johnson & Johnsons coronavaccine og sjældne tilfælde af blodpropper kombineret med et lavt antal blodplader. I USA er én død efter at have modtaget den vaccine, og der er meldinger om otte tilfælde af blodpropper. Ud af 7 millioner vaccineret.

Nogle ganske få har her til lands haft travlt med at råbe højt om vaccinernes farlighed. Den reelle fare er til at overse. Risikoen for blodpropper – en anden slags end de rapporterede ved vaccinerne – ved brug af p-piller er større.

Det er jo ikke nyt, at man i sundhedsvæsenet eller politik skal ind og lave en prioritering. Men samfundet skal simpelthen videre og i gang, så det er svært at se til, mens sikre vacciner kasseres. Derfor må idéen om, at ingen må dø simpelthen ikke få rodfæste i vores samfund.

Når man, som statsministeren gjorde sidste forår, proklamerer, at ’ethvert dødsfald er en tragedie’, så låser man sig farligt fast. Så kan man naturligvis aldrig nogensinde acceptere en vaccine, der potentielt kan slå ihjel. Her må man som statsminister jo så i øvrigt ignorere det matematiske og ikke forholde sig til, at mange gængse medicinske præparater har lignende konsekvenser. Fakta kan være så ubelejligt, når man først har udtalt sig skråsikkert om døden.

Men det gør også noget andet farligt. Statsministeren sætter en etikette på de enkelte menneskers død. En tragedie, et nederlag, en fiasko. Hvis staten har lov til at definere min død, hvad så med mit liv – er det også op til staten at definere det? Jeg vil have mit liv, min død og retten til at definere det for mig selv. Det tilkommer ingen andre. Heller ikke en statsminister.

Selvfølgelig skal der laves prioriteringer og vurderinger og afvejninger. Det skal vi gøre i vores privatliv, i det politiske, i sundhedsvæsenet og alle mulige andre steder. Men vi må aldrig skjule os for det faktum, at vi alle skal dø. Vi skal heller ikke være bange for det grundvilkår. Teolog Johannes Sløk skrev engang om danskernes forhold til den uundgåelige afslutning: ”Vi vil ikke vide af døden. Og resultatet er ikke udeblevet: Vi leder febrilsk, men afmægtigt efter noget, der kan gøre det ud for meningen med livet.”

Vi lever i kraft af, at vi dør – vi dør i kraft af, at vi lever. Det er ret frisættende, hvis man tør give sig hen til det.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.