Analyse og kommentar ‑ Corona

Mens vi venter på smitten, der blev væk

Hvorfor er der ikke kommet flere smittede i Danmark efter at samfundet er åbnet?

Eksemplets magt er stort.

I coronapandemiens begyndelse var det også netop konkrete historier der gjorde indtryk: Vi hørte om en fløjte på en bar på et skisportssted i Østrig, som gæsterne på skift pustede i. Og da baren var et yndet danskersted, kom en ikke uanseelig del danske skiturister hjem med coronavirus efter besøg på netop dén bar.

I Nordjylland satte historien om en frokost blandt en mindre vennegruppe tankerne i gang: 10. marts mødtes vennerne til smørrebrød og en øl, dagen efter blev værten syg og to dage efter var de fem gæster også syge med coronavirus. Blandt dem var Carl Fryland, der på vennegruppens vegne fortalte den tankevækkende sygdomshistorie til skræk og advarsel for os alle.

Eksempler som disse gjorde det nemmere at holde fast og holde afstand i marts og april. Når smitten på den måde kan sprede sig på kort tid og til mange, gav det mening, at vi var nødsaget til at være hver for sig. Eksemplerne blev billedet på den fremtid, vi kunne se ind i, hvis afstandskravene ikke blev fulgt. Afstand, håndhygiejne og afskærmning af syge blev repeteret og indarbejdet overalt.

Midt i april begyndte åbningen af samfundet så, og i første halvdel af maj fulgte store dele efter. I den uge vi nu er på vej ud af, fik Jylland og Fyn lov til at tage et af de sidste, vigtige skridt og er nu næsten tilbage til normalen.

Og siden midten af april har vi ventet. De første fjorten dage med utålmodighed og bekymrede tjek, når tallet for coronadødsfald det seneste døgn: Hvornår ville stigningen komme? Var det blandt de små børn og pædagogerne? Var det på de private arbejdspladser eller hos frisørerne?

Men humlen er, at der siden da er sket meget lidt, selvom al logik tilsiger, at øget samkvem, for eksempel frokoster blandt venner som den, Carl Fryland deltog i, burde forårsage flere smittede.

Vi venter. Mens vi begynder at gå på værtshus og spiser frokost med vores venner, går ind i biografmørket igen og giver den gas til fodboldtræningen. og snart har vi ventet så længe, at vi nærmest er holdt op med at følge med i smittetryk og antal danskere indlagt på intensivafdelinger, for tallene rykker sig ikke en tøddel.

Nu åbner grænserne gradvist op, og vi venter fortsat. Imens er politikerne godt i gang med at fordele skyld og skam for fodfejl i nedlukning og genåbning. Men det centrale spørgsmål mangler at blive besvaret:

Hvor bliver smitten af? Eksperterne undrer sig, og det samme gør vi andre.

Når den kommer - at skrive "hvis den kommer" virker fortsat ulogisk og alt for vovet - er skræmmescenariet, at vi har sænket alle parader. At vi står alt for tæt og blæser i en fælles fløjte på en bar, mens vi diskuterer, hvem der sagde hvad til hvem i genåbningsfase 2.5. Og så er eneste udvej måske at spole filmen tilbage til 11. marts og starte forfra.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden