Leder

NORDJYSKE og Nordjylland har brug for hinanden

Vi har ikke tænkt os at begrave os i sorg over de hårde tider i mediebranchen, skriver ansvarshavende chefredaktør Søren Christensen i søndagens leder

Ansvarshavende chefredaktør Søren Christensen. Foto: Torben Hansen

Ansvarshavende chefredaktør Søren Christensen. Foto: Torben Hansen

Kære læser.

Tillad mig at servere en omgang ananas i egen juice i dagens leder. Det kaldes sådan, når især vi medier er optaget af os selv, og skal vi ikke bare erkende, at det hænder:

“NORDJYSKE må sige farvel til 29 medarbejdere”. Det skrev vi om os selv i ugen, der gik.

De, der følger blot en smule med i medieverdenen, kender sangen.

Den sang har jeg egentlig ikke tænkt mig at bruge så forfærdelig meget tid på i dag, men de gamle mediehuses trængsler handler i korte træk om store strukturelle ændringer i branchen. Om kundernes - mine, dine og din nabos - ændrede medievaner, om digitalisering og om annoncekroner, der suser ud af Danmark og ned i lommerne på for eksempel Facebook og Google ovre i USA.

Og så vil jeg egentlig tillade mig at parkere klagesangen lige der.

Og sende en hilsen til de mange, der benyttede lejligheden i ugens løb til at dømme medier som NORDJYSKE og andre lokale og regionale medier ude og borte. Sende en hilsen til de, der måtte være bekymrede for de lokale og regionale mediers fremtid. Det sidste er sådan set forståeligt nok.

Men. Vær ikke i tvivl. Vi er klar til kamp. Vi har ikke tænkt os begrave os selv i sorg over, at tiderne er hårde ved de gamle drenge i branchen.

Tværtimod skruer vi op - ikke ned! - for ambitionerne om fortsat at være Nordjyllands førende nyhedsfabrik. Døgnet rundt. Når du har brug for os. Når der sker noget, du skal vide.

Det er med andre ord også i fremtiden NORDJYSKE, der kommer til at sætte den nyhedsmæssige dagsorden i Nordjylland.

Vi vil stadig grave og stille magthaverne til ansvar for deres gerninger – og ugerninger, som vores graver-redaktion i Aalborg gør det gang på gang, og som redaktionen har vundet priser for.

Og vi vil med den anden hånd tage ansvar for Nordjylland og give dig perspektiv på de vigtigste historier her og og nu.

Som jeg har skrevet tidligere her fra lederpladsen om søndagen: Vagthunden må også gerne logre.

Vi vil prioritere at facilitere og tage hånd om lokale meninger. Om dine holdninger. Om den nordjyske debat.

Vi vil fortsat prioritere vores tilstedeværelse i HELE Nordjylland højt. Fra Skagen i nord til Hobro i syd. Fra Thisted og Mors i vest til Frederikshavn i øst.

Det vil vi, fordi det ligger i vores DNA, og man kan spørge: hvem skal, hvem kan, løse den vigtige demokratiske samfundsrolle, hvis ikke NORDJYSKE Medier?

Sagt på en anden måde: NORDJYSKE og Nordjylland har brug for hinanden.

Vi har brug for nordjydernes opbakning til vores projekt. Nyheder, kvalitets-journalistik, er ikke en vare, man kan pille ned fra hylderne gratis.

Den bevidsthed - den opbakning - fornemmer og mærker jeg overalt i Nordjylland, hvor jeg kommer frem, og det er først og fremmest den, der giver mig en klar tro på fremtiden for det medie, du sidder med lige nu.

God søndag!

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.