Leder

Smålighed - en dansk specialitet

Misundelse er roden til alt ondt, skriver ansvarshavende chefredaktør Søren Christensen i søndagens leder

Ansvarshavende chefredaktør Søren Christensen. Foto: Torben Hansen

Ansvarshavende chefredaktør Søren Christensen. Foto: Torben Hansen

Smålighed, misundelse og leverpostej. Tre tvivlsomme danske specialiteter, som under tiden har det med at stjæle dagsordenen. Ingen af delene gør dette ellers så vidunderlige land nogen ære. Tværtimod.

Et par aktuelle eksempler: Som når vi forarges over, at politikere og direktører fra Mariagerfjord Kommune planlægger studietur til Wales og New York for at se på skoler: ”Burde de ikke blive hjemme og bruge pengene på vi ældre i stedet”, kan man næsten høre os synge. Eller når vi undres over en kronprins, der ejer en skihytte til 10 millioner i Schweiz, hvad den kommende konge under et pressemøde i Verbier kom for skade at fortælle den danske verdenspresse. Eller hvad med denne her: en direktør for Carlsberg, der tjener 50 millioner om året. Nej. Den slags går ikke i leverpostejs-Danmark. Slet ikke.

Så her til lands må prinsen bide i det sure æble - og efterfølgende tungen af sig selv. Her til lands må politikerne fra Mariagerfjord tage mødet over nettet, på Skype, i stedet for at ende i en potentiel shit-storm. Sådan noget kunne jo gå hen at koste vælgere.

Og politikerne ovre på Christiansborg? Tja. De har lugtet lunten og folkestemningen ude ved kakkelbordene og vil nu pålægge private virksomheder et loft over direktør-lønninger. Det var SF, der serverede forslaget til morgenkaffen i fredags: ”Det er simpelthen gift for vores samfund. ”Hvorfor skal der sidde nogen i toppen, som tjener så meget? Hvad er det, der gør, at de er så meget mere værd end os andre”, spurgte SF-gruppeformand Jacob Mark.

I Danmark forstår vi ikke, hvorfor nogen skal tjene 50 millioner om året. Vi stoler per definition ikke på jakkesættene i bestyrelseslokalerne, og vi har overhovedet ikke fantasi til at forestille os, at nogen skulle kunne være de mange kroner værd. Vi VIL simpelthen ikke anerkende, at det måske kunne være markeds-prisen på en koncernchef i den klasse i vore dage, hvor de store firmaer som Carlsberg må ud på det internationale direktør-marked for at finde de rigtige kompetencer. Og at 60-70 procent af direktørens løn alligevel vender tilbage til statskassen på et tidspunkt, synes at være sagen underordnet.

Nej.

Her skal vi alle ligne hinanden. I Danmark skal ingen have, hvad ikke alle kan få.

Det har et ord, og det er misundelse - og i alle livets forhold er og bliver det roden til alt ondt.

God søndag!

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.