Leder

Smøgerne er kun begyndelsen

Regionens rygepolitik er et symptom på noget større, skriver ansvarshavende chefredaktør Søren Christensen i søndagens leder

Chefredaktør Søren Christensen. Foto: Andreas Falck

Chefredaktør Søren Christensen. Foto: Andreas Falck

Hvad bliver det næste efter røgfri arbejdstid, spurgte politikerne i regionsrådet sig selv og hinanden, efter de i ugen, der gik, besluttede at indføre totalt rygeforbud i arbejdstiden fra nytår. Venstres Martin Bech forsøgte selv at svare på spørgsmålet – med et modspørgsmål. Eller rettere to: ”Skal der så indføres obligatorisk motion for de ansatte, sukkerpolitik og faste sengetider?”

Jeg vil gerne forsøge mig med et enkelt svar: Ja, desværre, Martin Bech.

Formynderstaten og den politiske korrekthed kommer og æder os alle til sidst, hvis vi ikke passer på. Historien om smøgerne er et symptom.

Selv Susanne Flydtkjær fra Enhedslisten, som ellers ikke er bange for at give staten mere magt, var betænkelig ved beslutningen - selvom hun stemte for den: ”Tid­ligere var forbud mod rygning et spørgsmål om bedre arbejdsmiljø, men det er nu drejet over til at handle om den individuelle sundhed. Betænkeligt”, lød det fra Enhedslistens repræsentant i regionsrådet.

Ja, det må du nok sige. Og nu er politikerne blevet politibetjente, der vil bestemme, hvordan medarbejderne skal dø, hvilket vi som bekendt alligevel alle sammen skal til sidst af den ene eller den anden grund. Så jo. Det næste bliver - bare vent at se! - at staten også vil bestemme, hvad vi spiser og drikker og hvor meget, hvilket den allerede gør ved hjælp af afgifter og skatter.

Om få år skal medarbejderne i regionen sikkert vejes et par gange om året og så, hvis vægten måtte vise for meget, sættes på tvungen kur eller fitness-forløb.

Den kunne vi gå og tænke lidt over på ”black friday”. Årets store tilbudsdag, der skyder julehandlen i gang. Heller ikke sådan noget kan vi hygge os med uden at skulle have dårlig samvittighed. Over hele verden demonstrerede vrede borgere mod forbrugsfesten, der bliver koblet direkte til klimakrisen: ”Make black friday green again”.

Den åd vi alle råt som den rene sandhed, selvom et par forsigtige stemmer i hjørnet af medie-cirkusset rigtigt påpegede, at øget forbrug også er vejen til ny teknologi, som nok er det, der kommer til at redde miljøet på den lange bane.

Nok om det.

Jeg lukker øjnene. Håber på det bedste.

Tænder en smøg, knapper rød­vinen op og skruer op for fladskærmen, som jeg i ly af aftenmørket købte i Elgiganten i fredags.

God søndag! Og glædelig første søndag i advent.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst