Coronavirus

Statsministeren i Skagen: Klar til yderligere stramninger

Det nuværende omfang af coronatilfælde er bekymrende, siger Mette Frederiksen i Skagen

Opdateret 15.01: Danmark har netop registreret det højeste antal coronasmittede på ét døgn, fremgår det af en opgørelse fra Statens Serum Institut: 760 nye smittede og fire døde.

SKAGEN: Statsminister Mette Frederiksen (S) var torsdag inviteret på besøg i Skagen af borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Hansen (S).

Anledningen var, at Skagen er en af de havne, der rammes hårdest, hvis en fiskeriaftale ikke bliver indgået inden årets udgang. Den nuværende udløber nemlig 1. januar.

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, fortalte tidligere på året, at skæringsdatoen hed 15. oktober, men forhandlinger pågår altså stadigvæk.

Under besøget blev der også plads til at besvare den fremmødte presses mange spørgsmål, der blandt andet angik corona, og her varslede - og gentog - Mette Frederiksen nogle af de restriktioner, der kan komme i spil, hvis tallene ikke viser en bedring i de kommende dage.

- Det er en alvorlig situation, vi står i, og vi må nok indstille os på, at vi bliver nødt til at tage yderligere stramninger i brug, hvis tingene ikke forbedres, fortalte statsminister, Mette Frederiksen (S) til NORDJYSKE.

Det nuværende forsamlingsloft på 50 mennesker kan ikke umiddelbart se frem til en lempelse.

- Det er et af de håndtag, vi kan skrue på. Derudover kan det også være, at mundbind bliver indført andre steder end i den offentlige transport, sagde statsministeren.

Til Ritzau siger Mette Frederiksen, at danskerne allerede nu skal indstille sig på, at "traditionelle julefrokoster" ikke kan gennemføres i år.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.