Lokalpolitik

Forsigtig optimisme i Hjørring

Borgmester og LO-formand håber, at forliget holder vand

Der var en lidt mærkelig stemning i Hjørring i går, da forsvarsforliget faldt på plads. Afslutningen på en lang, lokal kamp for at bevare Hærens Materielkommando (HMAK) kunne erklæres for overstået, mens frygten for at miste nordjyske arbejdspladser fusede lidt rundt i luften. Først regnede man selv på tallene, og fandt frem til, at der vist var så mange ubekendte faktorer, at det ikke var muligt, at komme med et ordentligt bud på, hvordan beskæftigelsen bliver. Siden kom så Forsvarsministeriet med sine tal - nemlig at beskæftigelsen i Nordjylland vil stige fra 4.430 til 4.850 medarbejdere. Altså en merbeskæftigelse på 420 personer. - Hvis tallene holder, er det jo et plus for Hjørring, men jeg vil nu se det ske, før jeg tror det, sagde Ole Carlsen, formand for LO. - I HK har vi en ledighed på 13-14 pct., og jeg har en aftale med EUC Nord om, at de står klar med omskoling, sagde han. Lokalt sammenhold Heller ikke borgmester Bent Brown (S) vidste helt, hvad han skulle mene. - Jeg er utrolig ked af, at slaget om HMAK er tabt. Jeg har i min tid som borgmester ikke oplevet at kæmpe for en sag, der har samlet så mange kræfter omkring sig, sagde han. Udover at han ligesom LO-formanden håber, at forliget kommer til at betyde en bedre nordjyske beskæftigelse, hæfter Bent Brown sig ved, at kampen for HMAK har skabt helt nye netværk i Hjørring. - Vi har oplevet en stor opbakning fra de mange underleverandører til HMAK, hvor godt 120 skrev under på en skrivelse til Forsvarsministeriet for et stykke tid siden. Og det sammenhold kan da godt vise sig at være med til at skabe nye samarbejdsrelationer i erhvervslivet i og omkring Hjørring, sagde han.