Forsigtighed nøgleord i HI

Det gælder om at komme væk fra bundpladserne for Jesper Tollefsen

HJØRRING:Jesper Tollefsen er normalt en mand, der brager igennem med kontante meninger i disse spalter, men når det gælder om målsætningerne for den kommende sæson i 2. division i fodbold er HI-træneren usædvanlig forsigtig. - Jeg vil gerne tage en halv sæson ad gangen. Kan vi være ude af nedrykningsslaget, når vi når til julepausen, så vil jeg være tilfreds, fastslår han. Klubben har ellers på papiret oprustet med tilgangen af Phong Dao fra FC Nordjyllands nu forhistoriske 1. divisionshold, Mauricio Rojas fra divisionskollegerne i Brabrand og den tilbagevendte angriber, Martin Hansen, mens Mads Peter Olesen og Frode Langagergaard begge har lagt fodboldstøvlerne på hylden. - Det vil være naivt at tro, at vi hen over natten forvandles fra et bundhold til et tophold. Vi kæmpede altså til sidste spillerunde i sidste sæson for at undgå nedrykning, siger Jesper Tollefsen. - Det er tre dygtige spillere med divisionserfaring, vi har fået, men det er altså ikke Ronaldo, Roberto Carlos og Zidane. Der er stadig meget at arbejde med, konkluderer han. Under forvandling Det har cheftræneren så reelt denne sæson til, for klubben sigter højere end bare at undgå nedrykningen, når sæsonen 2005/2006 fløjtes i gang om et år. - Klubben har jo officielt meldt ud med en målsætning om, at vi skal rykke op i 2006, men det gør på ingen måde denne sæson til en mellemsæson. Vi skal bruge denne sæson til at gøre os klar til at blive et tophold, understreger Jesper Tollefsen. Han vil meget gerne have skabt stabilitet i holdet. Det kneb gevaldigt i sidste sæson, hvor holdet i en kamp spille drømmefodbold for i runden efter at være et spillemæssigt mareridt. - Ustabilitet er vel det, der kendetegner unge spillere ... og vi har et ungt hold, siger bossen på bænken. - Vi håber selvfølgelig, at vi vinder hver weekend, men ting tager tid. Vi er selv nødt til at være tålmodige, men også vores omgivelser må være lidt tålmodige med os. Indleder i Kolding Han håber at undgå en start på den nye sæson, som hans forgænger oplevede sidste år. Dengang skulle HI'erne igennem fem kampe, før den første sejr kom i sjette forsøg. Det sled hårdt på selvtilliden. - Omvendt ved vi jo også, at det har en selvforstærkende virkning, hvis man vinder nogle kampe. Det er altid lidt nemmere at vinde weekenden efter en sejr, filosoferer Jesper Tollefsen. Så han vil gerne starte ud søndag eftermiddag med en sejr over Kolding, som sluttede sidste sæson ét sølle point fra oprykningen trods en 2-0 sejr i sidste runde ... på Hjørring Stadion.toto