Forsikringsvirksomhed

Forsikring dækker hvis hjulet vælter

Men kommunen har ikke tjekket hvad rystelser fra Pariserhjulet betyder for Budolfi Kirke

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Når tung trafik kan få Budolfi Kirke til at slå revner, hvad så med det store Pariserhjul, spørger en læser.

Hvorfor har Aalborg City fået lov til at sætte et 38 tons tungt Pariserhjul klods op ad Budolfi Kirke? Når nu det er sådan, at kirken er så dårligt funderet, at den slår revner? Det har undret en læser, hvis spørgsmål redaktionen fluks har bragt videre til Aalborg Kommune. Det er nemlig kommunens teknik- og miljøforvaltning, der har givet Aalborg City tilladelse til opstillingen af Pariserhjulet på Gammeltorv. Herfra ser det ud til, at ingen har vurderet, hvad rystelser fra Pariserhjulet kan betyde for den gamle domkirke. Civilingeniør Henrik Nyrup fra kommunens afdeling for trafik og veje beroliger til gengæld med, at kommunen har vurderet en lang række andre forhold omkring opstillingen af Pariserhjulet på Gammeltorv. Inden opstillingen har kommunens teknikere taget fotos på stedet, så eventuelle skader fra Pariserhjulet senere kan dokumenteres. Når hjulet engang er taget ned, vil kommunen gennemgå pladsen for skader. Inden de 38 ton Pariserhjul blev kørt i stilling få meter fra Budolfi Kirke, har kommunen også hørt menighedsrådet i sagen. Her er holdningen, at kirken må leve med det liv, der nu hører til i centrum af en by. Inden menighedsrådet gav grønt lys, betingede det sig dog, at der er en forsikring, hvis noget går galt. - Hvis en storm kommer og river Pariserhjulet ned over kirken, går vi ud fra, at det offentlige har de nødvendige forsikringer. Inklusive tredje mands ejendom, siger kirkeværge og medlem af menighedsrådet Morten Jacobsen. Her henviser Henrik Nyrup, trafik og veje, til, at Pariserhjulets ejer, Nordisk Tivolipark, har en erhvervsansvarsforsikring. Afdelingen for trafik og veje har desuden set på, om Pariserhjulet kan transporteres til og fra torvet på betryggende vis. Andre afdelinger har også haft sagen på deres skrivebord. Kommunens virksomhedsafdeling har eksempelvis overvejet støjgener til de nærmeste boliger og vurderet, at Budolfi Kirke, posthuset og Det gamle Rådhus, samt AUC’s bygninger virker som støjskærm. Desuden har opstillingen af Pariserhjulet været omkring kommunens plan og bygafdelingen, der har set på, om der er generende indkig til boliger fra Pariserhjulet.