Forsikringen dækker ikke tabte bilnøgler

Tyverier 8. september 2002 08:00

Pas godt på bilnøglerne. Det kan være både dyrt og besværligt, hvis man glemmer nøglen eller taber den i kloakristen. Det viser en undersøgelse af 22 populære bilmodeller, foretaget af KørGodt. Bilnøgler er nemlig ikke, hvad de var en gang. Den tid er forbi, hvor nøglen var et stykke udstanset blik med nogle få hakker i. For 50 år siden var sikkerheden så ringe, at en Folkevogns-ejer med lidt held kunne starte chefens Mercedes. Den går ikke længere. Selv med de mest simple udgaver af moderne bilnøgler er chancen for at åbne en fremmed bil højst én til tusind. Og lykkes det at åbne døren, er det umuligt at starte motoren. Bilnøglen har udviklet sig til en avanceret minicomputer, der med effektive startspærrer holder biltyvene væk. De må enten hugge ældre biler - eller møde op med computer, værktøj, reservedele og masser af tid, hvis de skal knække koden på en nyere bil. Mens moderne bilnøgler gør livet surt for biltyvene, er det til gengæld blevet lettere for bilejerne. Med indbygget radiosender kan mange nøgler fjernstyre centrallås, ruder og bagklap. De mest avancerede keyless go-typer behøver man ikke engang trykke på. Selv om nøglen blot ligger i lommen, sender den signaler til bilen, der automatisk låser op, når ejeren er et par meter fra bilen. Inde i bilen trykker man bare på en startknap, så er man klar til at køre uden på noget tidspunkt at have rørt ved nøglen. BMW har ligefrem forvandlet nøglen til en sand databank: Visse BMW-nøgler gemmer informationer om bilens stelnummer, produktionsdato, farve- og indtræks-kode og opdaterer løbende data om kilometerstand, service-status og eventuelle fejlmeldinger fra motorstyringen. Det letter arbejdet på værkstedet, når bilen skal til service. Ingen erstatning Udviklingen af mere avancerede bilnøgler har dog også skabt nye problemer. Der er for eksempel god grund til at få sved på panden, hvis man pludselig ikke kan finde sin bilnøgle: Det kan tage op til en uge og i værste fald koste næsten 2000 kroner at skaffe en ny - se mere om det andetsteds i Nordjyske Biler. Skal man på langtur, er det altså en god idé at medbringe to nøgler. Ellers risikerer man, at ferierejsen bliver noget længere end planlagt. Er uheldet ude, er der ingen hjælp at hente i bilforsikringen. - Glemte eller tabte bilnøgler dækkes ikke af forsikringen, fastslår Helle Pedersen, konsulent i Forsikringsoplysningen. Kun hvis nøglen bliver stjålet, træder bilens eventuelle kaskoforsikring i kraft. Og det er nyttigt, for er nøglen kommet i forkerte hænder, kan man ikke nøjes med en ny nøgle. Så er det en helt anden historie med udskiftning af dørlåse, ratlås og das ganze molevitten. En operation, der let løber op i 5000 kroner. - Og det vil forsikringsselskaberne kræve, hvis nøglen er stjålet. Kunden har nemlig en "skadesbegrænsende pligt", siger Helle Pedersen. Ifølge Forsikringsoplysningen har de effektive startspærrer dog ikke afskaffet tyverier af nye biler: Biltyve, der går efter særligt attraktive biler som eksempelvis Mercedes og BMW, bryder simpelthen ind i ejernes hjem og hugger nøglen. Eller slår til på tankstationer, hvor folk ofte lader nøglen sidde i bilen, mens de betaler i butikken. Bilfabrikkerne arbejder på en løsning. Fremtidens nøgle er måske slet ikke en nøgle, men et lille videokamera, der registrerer ejerens øje eller fingeraftryk. Ting, som selv de mest uheldige bilejere ikke sådan går rundt og taber...

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...