Forsikringen dækker tabet

Nordsømuseet får til genopbygning og tabt entré

HIRTSHALS:Det er ikke økonomiske tømmermænd, der kommer til at plage Nordsømuseet de kommende 18 måneder. Her betaler forsikringsselskabet Tryg-Baltica nemlig for den omsætning, der går tabt, fordi museet mangler sit flagskib - det store oceanarium. Det oplyste formanden for museets bestyrelse, Ole Albæk i går, og han slog også fast, at der ikke var nogen grund til at tænke for længe over situationen, før man tog fat på genopbygningen. Det kommer nemlig givetvis til at tage længere end 18 måneder, før et nyt Oceanarium kan indvies, og der kan derfor blive nogle måneder, hvor branden vil kunne mærkes i regnskabet. Selve opbygningen af Oceanariet, som kostede knap 100 mio. kr., da det i 1998 blev indviet af Prinsesse Alexandria, betaler forsikringen, og det var en kendsgerning, som gav lidt ro i sindet på både bestyrelse og hos museets ledelse midt i al frustrationen. - Dette kan jo faktisk være en lejlighed til at få rettet op nogle at de ting, vi ikke var så tilfredse med, sagde Ole Albæk. Tryg-Baltica betaler for Nordsømuseets tab, uanset hvordan branden er opstået. I tilfælde af, at det f.eks. er en håndværker, der har foranlediget branden, vil det være håndværkerens forsikringsselskab, der skal diskutere sagen med Tryg-Baltica.