Forsinkede tog giver skideballer i kiosken

Et besøg hos DSB i Frederikshavn, hvor vi mødte en salgsassistent og en trafikdisponent

FREDERIKSHAVN:NORDJYSKE tager i den kommende tid pulsen på offentlig transport i den skumfødte storkommune, og i går tog vi på besøg hos DSB i Frederikshavn. De Danske Statsbaner har slået kioskvarer og billetsalg sammen i ét stort lokale, og jeg stillede mig pænt i køen. Foran mig står en mand i cowboyjakke og tennissko. Han ser ud som om, han har ondt i halsen. I hånden har han tre tomme øldåser og forlanger at få sin pant. Ekspedienten fortæller på sin mest høflige måde, at da DSB ikke forhandler øldåser, kan hun desværre ikke udbetale pant. Og så sker der noget med manden, som skal vise sig er meget symptomatisk for folk, der har et ærinde hos DSB. Manden blev rigtig sur, og han begyndte straks at uddele en skideballe. Ja, han begyndte minsandten at skælde ekspedienten ud for at nægte at tage del i en miljørigtig fremgangmåde, som returpantsystemet jo gerne skulle være garant for. Og så gik manden ud ad skydedøren, mens han slog buler i sin karisma. Ekspedienten hedder Dea Christensen. Hun er 21 år og har arbejdet hos DSB i Frederikshavn i over tre år. Lad det være sagt med det samme. Dea er vant til at få skæld ud uden grund, og hvis man tror, at folk holder sig for gode til at give en salgsassistent skylden for de danske statsbaners nedslidte jernbanenet, så tager man gruelig fejl. - Når der er forsinkelser, så er folk tit sure på os. Men vi lærer at håndtere det, fortæller Dea Christensen, der har været ude for lidt af hvert. Forleden fik en kunde lyst til at vise hende sin kniv, hvilket jo må betegnes som en trussel med en vis vægt, og der er også kunder, der i ren arrigskab har smidt rundt med varerne. Dea vil dog gerne understrege, at de fleste kunder er søde, og at de ansatte hos DSB har et rigtig godt sammenhold. - Det er en god arbejdsplads, selv om det godt kan være stressende - især om fredagen, som er den store rejsedag. Og vi har trods alt kun tre kasseapparater. Klokken er ved at være 11 og om lidt bliver der meget travlt hos DSB. Klokken 11.13 og 13.13 er nemlig de "store afgange", hvor toget kører direkte til København. Farvel til Dea Christensen, der oplyser, at der heldigvis ikke er nogen forsinkelser denne dag, selv om der i øjeblikket er sporarbejde i midtjylland. Vi går ud i ventesalen, hvor der næsten altid er liv. Vi fortsætter ud på perronen, og går ind i et lokale, hvor der er meget stille i forhold til kiosken. Her finder vi DSB's kommandocentral, som kun delvist er computerstyret. Rune Romdal er trafikdisponent, og han skal sørge for, at togene kører sikkert til og fra stationen. Når der ankommer et tog, kommer der en lyd fra kontrolpanelet, og så skal han trykke på et par knapper, der sikrer, at "andre tog" ikke kan få adgang til sporet. Rune fortæller, at flere andre steder i Danmark, er denne kontrol fuldstændig computerstyret, men i Frederikshavn har man altså stadigvæk en trafikdisponent. Rune Romdals værste oplevelse var, da han var ansat i København. En mand havde begået selvmord, og det var så op til Rune, at få stoppet togtrafikken, ligesom der skulle tilkaldes hjælp. Farvel til Rune og farvel til DSB, der i kampens hede og trods sildte jernbanenet vel også fortjener lidt ros.