Forsinkelser på fly fra morgenstunden

Aalborg Lufthavn melder allerede fra morgenen om forsinkelser - det plejer at betyde store forsinkelser senere på dagen.

Aalborg Lufthavn melder ved 9-tiden lillejuleaftens morgen om forsinkelser på mellem en halv til en hel time. - Det er ikke så galt nu, men al min erfaring siger mig, at det efterslæb vi har her fra morgenen vokser i løbet af dagen, så forsinkelserne i eftermiddag og aften måske bliver på to til tre timer, siger marketing- og kommunikationschef Rikke Mølgaard. Men de tidlige forsinkelser skyldes hverken vejret i Nordjylland, eller at Aalborg Lufthavn ikke kan følge med - det skyldes, at flyene fra København er forsinkede på grund af snevejret på Sjælland. - Det forplanter sig til os, når flyene fra København bliver forsinkede, forklarer Rikke Mølgaard. Hun råder passagererne til fortsat at komme på det tidspunkt, der står på deres billet - hverken tidligere eller senere. Indtil videre er der ingen aflysninger.