Forsinket åbningsreception hos murer SAMMENKOMST: Henrik Jensen i Haverslev markerer i dag et års jubilæum for sit enmandsfirma

HAVERSLEV:I eftermiddag har murermester Henrik Jensen inviteret kunder, forretningsforbindelser, tidligere arbejdskollegaer, familie og venner til en stor reception for hans firma i Haverslev, Vestby Mureren. - Jeg etablerede mig godt nok som selvstændig for godt et år siden, så det er selvfølgeligt nok lidt sent at arrangere åbningsreception, erkender dagens hovedperson uden den store skyldfølelse i stemmen. Han forventer rigtig mange gæster i firmaets lokaler i en nedlagt ombygget landejendom på Vestbygade i den vestlige udkant af Haverslev. Barndomsdrøm opfyldt Drømmen om at blive selvstændig har han haft i mange år, men der skulle gå seks år som murersvend, inden han tog det store spring. Forinden havde han dog i flere år snuset til rollen, da han i fritiden som svend påtog sig flere mindre private opgaver som murer. En større og større ordrebog tvang ham for godt et år siden at til at træffe et valg for fremtiden. - Men uanset at jeg i den første periode som selvstændig har haft rigtig mange arbejdstimer til dagligt, så har jeg ikke et øjeblik fortrudt springet til at blive murermester, erklærer Henrik Jensen. Til dagligt har han mange mindre mureropgaver, primært i Nørager og Aars Kommune. - Jeg gør meget i renoveringsopgaver, specielt i badeværelser. Men der har da også været til- og ombygningsopgaver inden for blandt andet landbruget her i Himmerland, forklarer Henrik Jensen. Ikke basis for ansatte I øjeblikket er han inde i en mindre hektisk vinterperiode, men til foråret er der allerede nu adskillige ordrer i hus. - I perioder sidste sommer har jeg haft en deltidsansat til at hjælpe med mureropgaver. Men den nuværende ordrebeholdning gør det ikke muligt for mig at ansætte en svend fast på fuld tid, beklager Henrik Jensen. Familiefirma med kone Han er 29 år gammel, opvokset i Haverslev og uddannet murer hos et byggefirma i Ravnkilde. Hans kone er uddannet social- og sundhedshjælper, og sammen hjælpes de om firmaregnskaberne. - I øjeblikket ligger byggeri af nye huse lidt stille, både her i Haverslev og andre steder rundt i Nørager og nabokommunerne. Men kommer der en ordre på et nybyggeri, så er jeg også i stand til at klare sådan en opgave, erklærer Henrik Jensen og tilføjer: - Jeg har nemlig ingen specialer inden for mit fag, men kan klare alle former for mureropgaver.