Fodbold

Forsinket premiere for Jetsmark-profil

Forsvarskrumtap har forstrukket et ledbånd i knæet

Tor­ben An­der­sen er sat ud af spil­let med en knæ­ska­de. Foto: Lars Pau­li

Tor­ben An­der­sen er sat ud af spil­let med en knæ­ska­de. Foto: Lars Pau­li

NORDJYLLAND:Jetsmarks 2. divisionshold i fodbold må sandsynligvis indlede forårssæsonen uden forsvarskrumtappen Torben Andersen. - Han forstrakte et ledbånd i knæet under træningen i mandags og bliver næppe klar til premieren, oplyser cheftræner Henning Pedersen, der trøster sig med, at han i truppen råder over to andre kompetente midterforsvarere, Malthe Guldager og Bo Zink. Offensivt tyder meget på, at nyerhvervelsen fra Hobro, Troels Nielsen, kan udfylde tomrummet efter topscorer Simon Josefsen, der er skiftet til Thisted i vinterpausen. Troels Nielsen har vist stor effektivitet i træningskampene og scorede senest to gange i 3-2 sejren over Frederikshavn fI’s danmarksseriehold. Lokalbrag i sidste test Som sidste afpudsning tager Jetsmark lørdag imod 2. divisionsrivalerne FC Hjørring i en test, hvor begge klubber bebuder, at der bliver fuldt tryk på kedlen. I reservespækket udgave imponerede FC Hjørring senest ved at vinde 1-0 over AaB’s navnestærke andethold. Seks stamspillere er på skadelisten, men sportschef Hans Møller forventer, at alle vil være disponible til forårets første turneringskamp. Det tredje nordjyske 2. divisionshold, Hobro, vandt senest 2-1 over Grenå og sætter punktum for forberedelserne med en udekamp på lørdag mod Frederikshavn. I premieren får Jetsmark lørdag 31. marts besøg af Vejle, og FC Hjørring spiller samtidig ude mod Næsby, mens Hobro indleder foråret søndag 1. april på udebane mod Holstebro. Udgangspunktet for alle tre nordjyske hold er en lun midterplacering - en smule tættere på op- end nedrykningsstreg. FC Hjørring har 21 point på kontoen, mens Jetsmark og Hobro begge er noteret for 19.