Aalborg

Forskel i kvalitet på udveksling

Der er stor forskel på kvaliteten af de udvekslingsophold, som flere end 800 unge danskere hvert år tager på i udlandet, viser en ny rapport.

Rapporten er baseret på skemaer, som de unge, der har været af sted på udveksling, efterfølgende har udfyldt. - Jeg synes, de unge, der har planer om at tage af sted, sammen med deres forældre skal læse rapporten, siger Torben Klein, der er direktør for Cirius. Selv bruger de ansatte i Cirius de unges svar, når de skal afgøre, om en organisation fortsat skal være godkendt til at sende unge af sted med statstilskud. For øjeblikket er der 13 godkendte organisationer. Da ansøgningsfristen udløb 8. december, var der 11 organisationer, der havde søgt om godkendelse. Om de får det alle sammen, vil Torben Klein ikke svare på. Det bliver offentliggjort i begyndelsen af januar. - Vi lægger stor vægt på de unges evalueringer, og det vil vi gøre igen, når vi ser på ansøgningerne, nøjes han med at sige.