EMNER

Forskel på Irak og Rusland?

Pakistans og Kenyas gader står i lys lue. De kinesiske gader gløder af kommunisme. Putin tager det hele uden at spørge først.

I samtlige verdenshjørner foregår det, som vi i det vestlige Europa og USA ikke ville klassificere som demokratisk proces i forbindelse med valghandlinger og almindelig dagligdags politisk magtudøvelse. Gang på gang må diverse tværnationale organisationer proklamere diverse valg for uanstændige, idet de simple forholdsregler for den demokratiske proces ikke er overholdt. Men det er i dette vores vestlige mantra, demokratiforsvaret, at de politiske magtforskelle bliver allerstørst. Og det kræver ikke en voldsomt historisk skæv sammenligning for at påvise dette. I årtier havde Baath-partiet i Irak med Saddam Hussein som frontfigur fået 100 pct. af stemmerne i landet (og nogle gange mere!), hvorfor USA under påskud af dette som motiv invaderede landet. For nylig erobrede Vladimir Putins parti to tredjedele af pladserne i den russiske Duma samtidig med, at hans parti ¿Forenede Rusland¿ ved nogle valgsteder fik over 100 pct. af stemmerne. Dette har, ligesom det igennem en årrække var tilfældet i med Irak, fået de internationale valgobservatører til at løfte øjenbrynene i mistro til valgresultatets validitet. Var der trusler og bestikkelse, ligesom man så det i Irak? Næste relevante spørgsmål i den ræsonnementskæde: Invaderer USA nu Rusland, der ligesom Irak også er i besiddelse af en del olie? Det sker nok næppe, og at to ens forløb i forbindelse med åbenlys valgsvindel fører til to forskellige reaktioner fra det internationale samfund, (der i dag bare kan kaldes USA), er et godt bevis på magtforskellene, man tager hensyn til, førend man tør at kalde noget enten demokrati, der er det ultimative plusord, eller diktatur, der er den ultimative kritik i vestlig optik. Irak havde internationalt ikke noget dundrende stort og glorværdigt ry, hvorfor USA uden problemer (og FN¿s tilsagn) kunne invadere landet, imens Rusland står ufatteligt stærkt i forhold til landbrug, industri, våben og olie, hvilket de eksporterer til såvel Asien som Europa. Det hele handler i sidste ende om det udviklingstrin, et givent land befinder sig på. I sammenligning med demokratisk og internationalt integrerede lande som de skandinaviske, Storbritannien og USA, ligger Rusland på et noget lavere niveau, specielt grundet deres noget brogede historie, der er præget af fordærvende kommunisme, der må siges at være i direkte kontrast til demokrati. Det er således for nylig kommet til udtryk i forbindelse med valghandlingen i landet. Demokrati er karakteristisk ved dens tiltro til den enkelte, frie borger og dennes handlefrihed, hvilket betyder, at der skal være mindst mulig statsstyring og -indgreb til stede. Længere nede af rangstigen ligger det kommunistiske Kina, og endnu længere nede lande, der den ene gang efter den anden kastes ud i borgerkrige i kampen for det demokrati, de blot har set en flig af i Europa. De har set, at det kan lade sig gøre for en befolkning at have magten, og at den smukke tanke kan udleves. Der hvor Vesten i sin iver for demokratiforsvaret og -udbredelsen fejler, er, når man bruger militæret og våbnet til at udbrede det i stedet for ordets magt. Vi kan se, at den forhastede udbredelse af styreformen i Irak har vist sig for kunstigt påtaget, og det afstedkommer stor polarisering og mange døde. Vi ser ofte et Afghanistan i flammer, hvor det også står klart, at landet udviklingsmæssigt ikke er klar til demokrati. Selvom der er megen international interesse for demokratiets kamp mod militærdiktaturet i Pakistan og oppositionens kamp mod de korrupte ledere i Kenya, må vi således håbe, at Vesten kan influere mindst muligt i de nye lande, så den politiske udvikling kan foregå sundt, naturligt og med internationalt tålmod, og allerhøjst må vi bruge diplomati og information. Våbnene skal vi lade ligge på hylden. [ Daniel Kristian Ortved Petersen, Markedsvej 8, Skørping, er medlem af Liberalisterne og går i 3.g på Aalborg Katedralskole. E-mail: semigfar@msn.com.