Forskellige formsprog

Kunst 3. juni 2003 08:00

kunst Slabon og Frederiksen Det er to meget forskellige formsprog, man bliver præsenteret for ved denne udstilling. Alicja Slabon viser helt nye malerier - overvejende med landskabet som motiv. Motiverne er hentet mange steder fra. F. eks. fra rejser forskellige steder i Europa, men der er også elementer, der er hentet fra barndommens landskaber. Alicja Slabons særkende er kompositionen. Hun bygger sine billeder op i et netværk af felter bestående af vandrette og lodrette liner, hvor de lodrette er gennemgående. Felterne eller facetterne danner landskabsdele, træer, huse, togvogne og skibe. Umiddelbart giver farvefelterne ikke stor dybde i billederne. Alligevel fornemmer man en dybde, der fremkommer dels ved at de forreste felter er størst og dels ved hjælp af farven. Farven er spartlet på i mange lag, der ikke er helt dækkende. Derved fremkommer der en lidt diset virkning, som fortæller, at der gemmer sig meget mere inde bagved. Brugen af de klareste farver længst fremme i billedfladen er ligeledes rumskabende. Farveholdningen er gennemgående brændte, gyldne farver holdt på plads af blålige og grønlige farver. Line Frederiksen bør anmeldes både for den håndværksmæssige del og den indholdsmæssige, kunstneriske del. Hendes store relieffer gennemgår en lang proces. De er bygget op på træskeletter. Rammerne, der er brede og dybe, er i loddet zink, som efterfølgende er blevet ætset, for at opnå den rette overflade. Baggrunden inde i reliefferne er aluminium, hvorpå der med kobbertråd er fæstet håndgjort papir. Papiret er inden anvendelsen først blevet pålimet forskellige former for fibre, dernæst er det blevet malet om og om igen, indtil det har opnået den rette struktur. Yderst er der påmonteret en plexiglasplade. Dette rent håndværksmæssige arbejde, der er meget gedigent og præcist udført, afspejler og afspejles i selve indholdet. Meget passende bruger Line Frederiksen da også samme titel til alle sine værker: Reflektioner. Hun ridser skrifttegn og andre tegn både i aluminiumpladen og i plexiglaspladen. Nogle gange er det en gentagelse, som fungerer som en reflektion, andre gange står tegnene som kommentarer til hinanden. Farveholdningen er overvejende lys beige/kit i samspil med stærkere farver, der varierer fra værk til værk. Alice Bergholt Nilsson kultur@nordjyske.dk Alicja Slabon, maleri, og Line Frederiksen, relieffer. Galleri Bram. Til 14. juni.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...