EMNER

Forsker: De er ikke forkælede

Børn har glæde af andre gaver end før i tiden - en oplevelse overrasker mere end en ting

Selv om hun ikke selv er blevet bedstemor endnu, er hendes faglige viden og indsigt så stor, at hun snildt kan se, hvor anderledes nutidens børnebørn er, fremfor dem der var små for bare få årtier siden. For Ning de Coninck-Smith, 53 år, er barndomshistoriker - landets eneste af slagsen - og hun har især forsket i forskellen på barndommen før og nu. Og hun vil meget gerne rette en misforståelse, hun ofte møder. - Børn i dag kan sagtens opfattes som forkælede, når de selv vil vælge julegaven eller rask væk bytter den, de lige har fået. Men det er ikke et udtryk for, at de er spolerede, men at de tilpasser sig det samfund, de voksne omkring dem har skabt, siger Ning de Coninck-Smith, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Hvor det at give en ting til andre før i tiden var en ganske særlig begivenhed, er det at få nye sager en helt almindelig dagligdags foreteelse for de allerfleste børn og voksne. Få og smid væk - Børn bliver ikke benovet over at få en gave som før i tiden. De har lært, at ting kan skiftes ud, og det ofte meget hurtigt. Det ser de jo deres forældre gøre, forklarer hun. Børnene bombarderes med reklamer, varer, indtryk og skal lære at klare sig i den verden. De bliver nødt til at blive kompetente forbrugere for at klare sig i virvaret. - Deres forældre omkring de 30-40 år er første generation, der er opvokset med den helt store materialisme og brug-og-smid-væk-kultur, så i dag er det svært for bedsteforældrene at holde fast i den gammeldags måde at give gaver på, siger Ning de Coninck-Smith. Personligt har hun dog stor forståelse for, at gaver ikke er til for at byttes, men er symboler på omsorg og fundet med omhu og kærlighed. Og derfor bør modtages i samme ånd. - Det kan man dog ikke altid forlange af et barn, når hele samfundets indretning lærer de små noget andet, påpeger hun og foreslår derfor, at man f.eks. melder sig ud af det fysiske gaveræs og i stedet forærer oplevelser. - Giv børnene det, de ikke får til daglig - tid. Det er en gave, de ikke får ret tit! Og så er det jo netop en foræring, siger Ning de Coninck-Smith og kommer straks med forslag: En tur til København, en dag i cirkus med tid til at komme i god tid og se på dyrene, en tur i klitterne med madkurv... charlotte.roerth@nordjyske.dk