Forsker: Højere elpriser for forbrugerne

Byrådet burde investere i at forbedre nettet, mener professor Frede Hvelplund

Lokalpolitik 1. juni 2005 06:00

AALBORG: Hvis et flertal i byrådet beslutter at næsten hele beløbet på 1,2 milliarder kroner fra salget af Elsamaktierne på at nedbringe kommunens gæld, er det langt fra den bedste løsning for forbrugerne. De rammes af højere elpriser. Det mener professor Frede Hvelplund, Institut for Samfundsudvikling og Planlægning på Aalborg Universitet. Han påpeger, at Aalborg Kommune kan bruge pengene langt mere hensigtsmæssigt. Når han forudser, at forbrugerne i fremtiden kommer til at betale mere for strømmen, skyldes det den manglende konkurrence på elmarkedet, og at Vattenfall naturligvis vil have et godt afkast af den investering, selskabet har foretaget. - Jeg tror bestemt, at elprisen vil stige. Ingen vil give så mange penge for Elsam, uden at det bliver forrentet, siger Frede Hvelplund. Et flertal af byrådets medlemmer har lagt op til, at kun 26,2 mio. kr. af indtægterne fra aktiesalget skal bruges til energibesparende foranstaltninger. Men beløbet burde være langt højere, mener profesoren. - Det er alt for lidt. Det beløb kan man ikke gøre så meget med. Det ville være mere fornuftigt at bruge flere penge på energibesparende foranstaltninger. Man kunne bruge pengene offensivt ved at forbedre nettet. Det ville også få nogle folk i arbejde, siger Frede Hvelplund. Han tilføjer, at Elsamaktierne var meget mere værd end den pris, som Aalborg fik. Men politikerne kunne tilsyneladende ikke stå for fristelsen, da der var udsigt til at få en indtægt på knap 1,2 milliarder kroner. Samtidig pointerer Frede Hvelplund, at kommunen i mange år formentlig kunne få et stort afkast ved at beholde aktierne. Udbyttet har været på omkring 20 millioner kroner i flere år, men det ville formentlig blive endnu større i fremtiden. Moralsk forkert Frede Hvelplund mener i øvrigt, det er etisk og moralsk forkert, at alle kommunens borgere får glæde af Elsampengene, når de bruges på at afvikle en del af gælden. Det er kun 59 procent af kommunens borgere, der får leveret el fra den kommunale elforsyning, og det er dem, der har skabt værdierne i selskabet. Derfor er det også forbrugerne, der bør have glæde af indtægten fra aktiesalget. - Hvis jeg skal se helt egoistisk på det, kan jeg da glæde mig over, at man nedbringer min gæld for andres penge. Men det er uretfærdigt, at dem inde i byen skal betale for, at folk i forstæderne får nedbragt deres gæld. Det er problematisk at give pengene videre til andre, siger Frede Hvelplund, der selv får el leveret fra Himmerlands Elforsyning. Han frygter, at politikernes næste skridt kan være at sælge selve el-nettet, ligesom det for eksempel er sket i England. - Så er man virkelig på spanden, for så bliver man endnu mere afhængig af andre, siger Frede Hvelplund.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...