Forsker i slægter

Kurt Christensen har 15.000 navne i sin database - husker mange af dem.

Jane Bünemann
Tidligere tømmerhandler Kurt Christensen fylder torsdag 70 år. Foto: Kurt Bering
Aalborg 1. november 2011 08:16

Tidligere trælasthandler Kurt Christensen fylder på torsdag, 3. november, 70 år. Han solgte i 2003 trælasthandlen Dendek på Frederikshavnsvej, men det har bestemt ikke betydet, at han stoppede med at arbejde. - Jeg blev ringet op af min gamle læredreng, Per Nielsen, som har Nordjysk Lift. Han spurgte, om jeg ikke ville være bogholder ude hos ham et halvt års tid. Og det kunne jeg da godt, fortæller Kurt Christensen. Han blev der i tre år, og derfra kom han til Aalborg Damehåndboldklub, hvor han skulle hjælpe nogle måneder. Det blev til fem år. - Jeg er lige stoppet derude, fortæller Kurt Christensen, som har gjort sig nogle erfaringer om at gøre forretninger i sportsverdenen. - Om man driver et museum eller en tømmerhandel er det samme, men at drive en sportsklub er meget sværere, fordi man både skal skaffe økonomiske resultater og sportslige. Det er næsten umuligt, mener Kurt Christensen. Han blev oprindeligt uddannet købmand, men kom hurtigt ind i trælastbranchen. Han kom med sin familie til Hjørring i 1973, da han blev direktør for Hjørring Ny Tømmerhandel. Sammen med ægtefællen Jette har han to børn. Sønnen har et talehandicap, og det har bragt Kurt Christensen ind i forældrebestyrelser, skolekommission og siden 1992 har han været formand for PMU's bestyrelse. - Både min hustru og jeg er sådan nogle, der helst vil have noget at lave hele tiden. Vi er ikke så meget til hverken rejseri eller selskabelighed, erklærer han. Måske er det derfor, at han får tid til at hjælpe Det Grafiske Værksted med at passe udstillingen i byen og til at dyrke slægtsforskning. Ikke bare sin egen families forhold, for det er for længst på plads, men også alle andres. Det var et lille irritationsmoment, at han ikke på forhånd havde kunnet udforske journalistens familie flere generationer tilbage. - Jeg kunne ikke finde dig. Du må have et mellemnavn, fastslog han. Nu er Kurt Christensen begyndt at undersøge baggrunden for de personer, der har lagt navn til gader i Hjørring. - Det er simpelthen så fantastisk at se, hvordan familierne hænger sammen. Han har foreløbigt 15.000 navne i sin database. Og den besøges ofte. Kan fødselaren ikke lige sove, så står computeren klar ved sengen. - Så går jeg simpelthen i gang ligesom andre læser en bog, siger han. 35 år med leddegigt og et tilfælde af kræft i halsen for fem år siden, har hverken taget energi eller humør fra fødselaren. For øjeblikket er han i fuld sving med at hjælpe datteren med at renovere et ældre hus i Hjørring.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...