Europæiske union

Forsker: Ingen garanti for at Gauidó-støtte hjælper

Fortilfælde viser, at vestlig støtte til én part i politiske stride ikke automatisk giver fred og demokrati.

Lande som Kina, Rusland og Mexico ser stadig Maduro som præsident og kritiserer de vestlige magters beslutning om at anerkende Juan Guaidó. Maduro har også stadig militærets afgørende støtte. Her ses han til den officiel markering af National Anstændighedsdag mandag.

Lande som Kina, Rusland og Mexico ser stadig Maduro som præsident og kritiserer de vestlige magters beslutning om at anerkende Juan Guaidó. Maduro har også stadig militærets afgørende støtte. Her ses han til den officiel markering af National Anstændighedsdag mandag.

KØBENHAVN:En række fremtrædende EU-medlemslande samt USA har officielt anerkendt den venezuelanske oppositionsleder Juan Guaidó som landets midlertidige præsident.

Det er langt fra første gang, at lignende er sket ifølge Line Gissel, der er lektor i statskundskab på Roskilde Universitets Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv og forsker i konflikter.

- Siden den Kolde Krig sluttede, har vi set stadigt flere situationer, hvor vestlige lande officielt blander sig i andre landes interne forhold, siger hun.

Man kræver samtidig, at Venezuelas nuværende politiske leder, Nicólas Maduro, afholder et nyvalg om præsidentposten. Maduro vandt landets præsidentvalg i 2018.

Han beskyldes dog for at have fiflet med stemmer og generelt bruge vold som svar på kritik.

- Man støtter dem, man mener, har den demokratiske legitimitet, siger Gissel.

I det her tilfælde er det Guaidó, som har ledt en massiv protestbevægelse i landet, efter at han udråbte sig selv som landets legitime præsident i januar.

Line Gissel ser en parallel mellem situationen i Venezuela og vestlige landes indblanding i oprøret i Libyen under det Arabiske Forår i 2011.

- Dengang valgte Danmark sammen med resten af EU og USA at anerkende National Transitional Council, rebelgruppen der kæmpede imod Muammar Gaddafi om magten i Libyen, siger hun.

I Danmark lod man repræsentanter fra National Transitional Council overtage den libyske ambassades kontorer. Andre lande overdrog bugnende libyske bankkonti til oprørerne.

Nogle måneder senere var Gaddafi dræbt og opstanden var ovre.

Libyen er endnu ikke blevet til et velfungerende, demokratisk samfund. Staten har store problemer med at opretholde lov og orden.

Menneskesmugling af afrikanske migranter til Sydeuropa er én blandt flere lyssky industrier, der er blomstret op som følge heraf.

- Kritikere mener, at støtten til rebellerne mindskede chancen for at finde en fredelig og mere bæredygtig løsning på krisen i Libyen. I stedet for langsommelig mægling valgte man det hurtige, men voldelige, oprør.

På det afrikanske kontinent er der en række eksempler på politiske konflikter, hvor befolkningen ikke har været tjent af vestlig indblanding i form af anerkendelse af en part over den anden, mener Line Gissel.

/ritzau/