Lokalpolitik

Forsker: Intern opslag en fejltagelse

Lektor mener, nye kommuner også bør søge eksternt

MARIAGERFJORD:De nye storkommuner bør afsøge hele chefmarkedet, når de skal ansætte nye kommunaldirektører. Det mener lektor Peter Kragh Jespersen fra Aalborg Universitets Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning. Han forsker blandt andet i offentlig organisation og ledelse og kalder det en fejltagelse, hvis nye kommuner søger direktørstillinger besat ved internt opslag. - Der kan være udmærkede interne ansøgere, men der er ingen fornuft i eller saglig begrundelse for kun at slå stillingerne op internt. Så er det ikke sikkert, man får den bedste person til jobbet. - Stillingerne bør søges besat ved eksternt opslag. Herefter skal kommunerne kigge på ansøgningerne og benhårdt gå efter at ansætte de personer, som har de bedste kvalifikationer. Man skal ikke tage hensyn til, hvem man i dag har ansat som kommunaldirektører, siger Peter Kragh Jespersen. Han understreger, at han udtaler sig generelt og ikke har forudsætninger for at kommentere den konkrete situation i Mariagerfjord Kommune. Lektoren fra Aalborg Universitet betegner det som "misforstået personalepleje" på forhånd at tilgodese nogle måske udmærkede kommunaldirektører. - Selvfølgelig har kommunerne visse forpligtigelser, blandt andet fordi ledere kan være tjenestemandsansatte. Men det er småpenge at skulle betale ventepenge i tre år til en kommunaldirektør i forhold til, hvad det kan koste kommunen, hvis den får ansat den forkerte på en chefpost, siger Peter Kragh Jespersen Han påpeger, at ledelsen i de nye kommuner får meget vigtige roller. Der skal træffes mange beslutninger, og det bliver et tungt arbejde at få de nye kommuner til at fungere under nye præmisser. Mange gode chefer Peter Kragh Jespersen vurderer, at kommunerne kan få mange kvalificerede ansøgere, hvis stillingen som kommunaldirektør kan søges af alle. I amterne sidder en del ledere, som efter kommunalreformen mister deres job. De skal have stillinger i kommunerne. - Det undrer mig meget, at kommunerne tilsyneladende ikke udnytter det chefpotentiale, der ligger i amterne. Men også i ministerierne har ledere fået øjnene op for, at kommunerne bliver større og chefstillingerne mere attraktive, siger lektor Peter Kragh Jespersen. Han betegner det i øvrigt som "ikke særligt misundelsesværdigt" for en fungerende kommunaldirektør at ende i en stilling, hvis medarbejdere under ham har den opfattelse, at han alene har fået jobbet, fordi han var kommunaldirektør i den gamle kommune.