Forsker: Nyt klasseskel med de 63 år

Opgør med efterløn fjerner valgmulighed for uformuende

- Politikerne bør flytte fokus fra fterlønsordningen til de vilkår, arbejdsmarkedet byder ældre, siger lektor Per H. Jensen, Aalborg Universitet.

- Politikerne bør flytte fokus fra fterlønsordningen til de vilkår, arbejdsmarkedet byder ældre, siger lektor Per H. Jensen, Aalborg Universitet.

AALBORG:En efterlønsalder på 63 år skaber et nyt skel mellem samfundets øverste og nederste lag. De første med store pensionsopsparinger og friværdi i villaen kan tillade sig at trække sig fra arbejdsmarkedet som 60-årige - efterløn eller ej. For de sidste forsvinder den valgmulighed med efterlønnen. Det konstaterer Per H. Jensen, lektor ved Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet, der i en årrække har forsket i forhold omkring efterlønnen. - Hvis jeg som 55 årig ikke har lyst til at arbejde mere, så vil jeg have råd til at lade være i kraft af min pensionsordning. Jeg går ned i indtægt, men jeg kan gøre det. Og i takt med den voksende velstand vil man se en vækst i antallet af folk, der stopper - efterløn eller ej. Ikke fordi de er nedslidte, men fordi de har råd. Hvis de ellers kan - Men gruppen af mennesker, der ikke har råd, de må arbejde videre - hvis de ellers kan, siger forskeren med henvisning til, at sidstnævnte typisk er dem med flest arbejdsår bag sig. - Det er folk med manuelt arbejde og som kom tidligt på arbejdsmarkedet, siger han. Et udsagn, der underbygges af en undersøgelse lavet af Arbejdsmiljøinstituttet i 2005 over 365 personer, der i 2000 alle var i beskæftigelse. Fire år senere var seks ud af ti gået på efterløn. Undersøgelsen viste, at der er 3,5 gange så stor sandsynlighed for, at en håndværksuddannet går på efterløn som at en person med en lang videregåedne uddannelse gør det. - Hensigten med undersøgelsen var at finde ud af, om der er nogle knapper, man kunne trykke på for at få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet, siger Thomas Lund fra Arbejdsmiljøinstituttet, der står bag rapporten. Mens de var i arbejde, blev de 365 personer spurgt om, hvad der kunne få dem til at vælge efterlønnen. Svarene viser, at det især er konflikter og ringe muligheder for at udvikle sig på jobbet, der spiller en rolle. En anden vigtig faktor er fysisk nedslidning. For Per H. Jensen, AAU, er der ingen tvivl om, hvilken lære, der bør drages af de forhold. - Der er al for stor fokus på efterlønsordningen. Problemet handler jo i virkeligheden om de vilkår, folk bliver budt på arbejdsmarkedet. Det er påvist, at folk, der går på efterløn som 60-årige i de sidste år inden har dobbelt så mange sygedage, som folk, der bliver på arbejdsmarkedet efter de 60 år. Samtidig er det en kendsgerning, at folk gerne bliver på arbejdsmarkedet, hvis de føler sig ønsket og ellers kan holde til det tysisk, siger Per H. Jensen. Som eksempel på, at det lader sig gøre, peger han på Aalborg Portland. Med en seniorpolitik er det lykkes cementfabrikken at hæve de ansattes gennemsnitlige tilbagetrækningsalder med halvandet år i gennemsnit. Omsat til det samlede arbejdsmarked ville det øge arbejdsstyrken med 70.000 personer. - Angrebet på efterlønnen løser jo ikke problemerne med dårligt arbejdsmiljø. Med mindre der sker væsentlige forbedringer på det område vil vi få et øget pres på sygedagpengesystemet, førtidspensionen eller arbejdsløshedskasserne, siger AAU-forskeren. Løsning på langt sigt På det lange sigt er Per H. Jensen ikke fuldkommen afvisende over for en udfasning af efterlønnen. Sammen med andre forskere er han kommet med forslag til, hvad han betegner som en socialt retfærdig løsning. - Gør efterlønnen afhængig af folks økonomiske situation, så folk med betydelig pensionsopsparing ikke kan trække på den fælles kasse. Efterhånden som de kollektive pensionsordninger udbredes til hele arbejdsmarkedet vil efterlønnen blive overflødig, siger han.