Forskning

Forsker om jysk togflugt: Anden transport er billigere

Det er forkert, hvis man tror, at togene altid er den bedste kollektive transportform, mener trafikforsker.

DSB bløder passagerer vest for Storebælt. Fra 2013 til 2017 er antallet faldet med 15 procent.

DSB bløder passagerer vest for Storebælt. Fra 2013 til 2017 er antallet faldet med 15 procent.

KØBENHAVN:Selv om antallet af togpassagerer i Jylland og Fyn er faldet med 15 procent de senere år, behøver det ikke nødvendigvis være skidt.

Det mener trafikforsker Harry Lahrmann, der er lektor ved Aalborg Universitet.

Han minder om, at togene ikke er den eneste transportform, der fungerer i den kollektive trafik.

- Helt objektivt er togene gode i storbyer, hvor der er massetransport, som vi kender det fra S-togene og Metroen. Og de er også gode til at klare transporten mellem de største byer.

- Busserne er til gengælde langt mere fleksible og billigere på visse mindre strækninger, siger han.

Han efterlyser en mere grundlæggende debat om togenes rolle i den offentlige transport.

- Banerne bliver opfattet som noget fantastisk, og det er som om, at enhver økonomisk fornuft forsvinder, når der er jernhjul under, siger han.

Han er enig med Aske Wieth-Knudsen, der er underdirektør i DSB, når det gælder årsagerne til det faldende passagertal vest for Storebælt.

Wieth-Knudsen siger til Jyllands-Posten, at det blandt andet er de mange nye langtursbusser, hyppige sporarbejder og billigere biler, der har drevet jyder og fynboer over i andre transportformer.

Og så har det formentlig også spillet ind, at der har været et efterslæb i investeringerne i tog og spor de seneste mange år.

- Lavede du et bedre togtilbud, vil der helt naturligt være flere, der rejser med toget.

- Der er en meget kraftig dynamik i, at man åbner for flere og bedre transportmuligheder. Spørgsmålet er så, hvordan man bruger pengene bedst, siger Harry Lahrmann.

/ritzau/