Forsker: Smid vitaminpillerne ud

Der er stor risiko for, at du spilder dine penge, hvis du køber vitaminpiller.

Forskning 22. september 2009 21:30

Det er langt vigtigere at spise sundt og varieret end at tage den ene vitaminpille efter den anden. Faktisk er det slet ikke nødvendigt at tage kosttilskud, hvis man spiser fornuftigt. Det påpeger den skotske forsker ernæringsfysiolog Brian Ratcliffe fra Robert Gordon University i Aberdeen. - Mange mennesker har ikke brug for de kosttilskud, de tager. Min største bekymring er, at de spilder deres penge og sponserer en industri, der udnytter folks bekymringer. Det fortalte Brian Ratcliffe under en præsentation på British Science Festival, ifølge forbrugersiden dinside.no. Kan være skadeligt Forskeren pointerer, at det kan være direkte skadeligt at kombinere forskellige kosttilskud. For eksempel kan man få for meget A-vitamin, hvis man hver dag tager en multivitaminpille og et tilskud levertran. Det kan føre til hovedpine, kvalme og på længere sigt knogleskørhed. Derudover kan et stort forbrug af vitamintilskud reducere effekten af medicin. Så det er generelt en dårlig ide at fylde hylderne med kosttilskud, hvis bare man sørger for at spise sundt og varieret, understreger Brian Ratcliffe, som dog peger på, at ældre kan have gavn af tilskuddene.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...