Flygtninge

Forsker: Syrien-offensiv risikerer at sende flygtninge til EU

Syriske flygtninge i Tyrkiet er bange, fordi de ikke ved, hvor de skal hen, siger forsker.

I september ankom 10.258 flygtninge og migranter til de græste øer. En tyrkisk offensiv i Syrien risikerer at betyde, at flere vil søge mod Europa, påpeger migrationsforsker.

I september ankom 10.258 flygtninge og migranter til de græste øer. En tyrkisk offensiv i Syrien risikerer at betyde, at flere vil søge mod Europa, påpeger migrationsforsker.

KØBENHAVN:Tyrkiets militære offensiv i det nordlige Syrien kan få flere til at tage den farefulde færd over Middelhavet for at søge asyl i Europa.

Det vurderer Martin Lemberg-Pedersen, der forsker i flygtninge og migration ved Aalborg Universitet.

- Det risikerer at påvirke i flere retninger, vurderer han.

Præsident Recep Tayyip Erdogan gik onsdag i gang med at angribe kurdiske militser, der har kontrol over Nordsyrien.

Han vil oprette en sikkerhedszone i området, hvor han vil huse op mod to millioner syriske flygtninge, der lige nu befinder sig i Tyrkiet.

Det har været på tale i et stykke tid, påpeger Martin Lemberg-Pedersen, der i forbindelse med et forskningsprojekt har talt med syriske flygtninge i Tyrkiet.

- De er bange, fordi de ikke ved, hvor de kommer hen. Flere af dem har levet flere år i Tyrkiet og har familie og et liv der, siger han.

- Erdogan tager ikke de syriske flygtninge i betragtning og tager heller ikke det i betragtning, at der rent faktisk bor mennesker i området i forvejen.

Det er en konfliktzone, tilføjer forskeren.

Ifølge ham risikerer angrebet at skabe nye flygtninge og få nuværende flygtninge til at søge sikkerhed andre steder.

Den nordlige del af Syrien er kontrolleret af den kurdiske YPG-millets, der af Tyrkiet bliver opfattet som en trussel.

De selv samme kurdere har længe været en tæt allieret i USA's kamp mod bevægelsen Islamisk Stat.

Efter flygtningekrisen i 2015 lavede EU en aftale med Tyrkiet, der skulle dæmme op for flygtningestrømmen over Middelhavet.

Det har Erdogan brugt aktivt i sin strategi, hvor han ad flere omgange har truet med at lade flygtningene rejse mod Europa.

I september ankom der 10.258 flygtninge og migranter til de græske øer. Det er det højeste månedlige tal siden 2016.

Det skyldes, at tyrkerne efter sigende er begyndt at lempe på sine forpligtelser, vurderer Martin Lemberg-Pedersen.

- Det kan betyde, at man som syrisk flygtning har mere lyst til at tage turen til Grækenland, siger forskeren.

Officielt har Tyrkiet taget imod omkring 3,5 millioner syriske flygtninge.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst