Forskning

Forskere: Håbet om at nå klimamål svinder

Det bliver langt dyrere at nå de klimamål, alle lande har vedtaget, advarer forskere

Arkivfoto: Martin Damgård

Arkivfoto: Martin Damgård

VERDEN:Chancerne for at overholde FN's vedtagelse om at begrænse Jordens opvarmning til to grader svinder. Men målet kan endnu nås, hvis de samlede menneskeskabte udledninger af CO2 skæres ned med 15 procent fra 2020.

Det fremgår af et videnskabeligt studie, som netop er fremlagt af et forskerhold på klimakonferencen COP18 i Qatars hovedstad, Doha.

- Det er stadig teknisk og økonomisk muligt at holde den globale opvarmning under to grader celsius, endda under 1,5 grader, men kun med politisk ambition, understøttet af hurtig handling, som skal begynde lige nu, siger forskerne ifølge nyhedsbureauet AFP.

Det bliver dyrere

Rapporten "Climate Action Tracker" er en statusopgørelse, som opdateres regelmæssigt af Potsdam Institute for Climate Impact Research i Tyskland, institutionen Climate Analytics og det europæiske konsulentfirma Ecofys.

- Hvis landene ikke gør mere ud over deres afgivne løfter, vil det blive langt dyrere at nå de nødvendige CO2-reduktioner, og klimaskaderne bliver langt større, hedder det i rapporten.

De samlede løfter fra verdens lande vil kun dække 60 procent af de CO2-nedskæringer, som ifølge klimaforskerne skal til for at undgå de "tipping points", hvor klimaet går amok med uafvendelige katastrofer som resultat.

Steget med 30 procent

Den globale udledning af drivhusgas voksede sidste år med tre procent, hovedsagelig på grund af stor økonomisk fremgang i vækstøkonomier som Kina, Indien og Brasilien, der har overgået tilbagegangen i vestlige industrilande.

Fra 1990 til 2011 er den opvarmende effekt af CO2 i atmosfæren steget med 30 procent, oplyser den meteorologiske verdensorganisation, WMO.

WMO peger på en lang række ekstreme klimahændelser i 2012: Rekordsmeltning af havisen i Arktis, ødelæggende tørke i USA, Rusland og Kina, tropiske orkaner i Karibien og på USA's østkyst samt oversvømmelser i Vestafrika og Pakistan.

Indien og Brasilien har på COP18 anklaget vestlige lande for at mangle viljen til at gøre noget for at bremse klimaændringerne.

- Vi er skuffede over, at de udviklede lande er ved at låse sig fast på et lavt ambitionsniveau, siger den indiske chefforhandler, Mira Mehrishi, ifølge Reuters.

I den kommende uge ankommer ministre fra op mod 180 lande til Doha-mødet.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst