Miljø

Forskere kortlægger flåter: Klimaet sender blodsugerne nordpå

Forskere har ved hjælp af kunstig intelligens lavet et kort over, hvor der findes flåter i Sydskandinavien.

Stigende temperaturer får de blodsugende flåter til at bevæge sig længere nordpå, fortæller Lene Jung Kjær, post doc på Institut for Veterinær og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet. (Arkivfoto)

Stigende temperaturer får de blodsugende flåter til at bevæge sig længere nordpå, fortæller Lene Jung Kjær, post doc på Institut for Veterinær og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Flåterne følger med klimaet. Det er konklusionen i et nyt stort projekt, der har kortlagt tilstedeværelsen af flåter i det sydlige Skandinavien. Det skriver videnskab.dk torsdag.

Forskerne har samlet flåter ind i Danmark, Norge og Sverige og ved hjælp af kunstig intelligens og satellitdata over forskellige klimaparametre har de forudsagt, hvor der med størst sandsynlighed findes flåter i de tre lande.

På kortet kan man se, at der er stor sandsynlighed for flåter i hele det sydlige Sverige og langs kysten i Norge.

- Vi regner med, at der vil komme flere flåter med tiden, og her spiller klimaet en stor rolle.

- Stigende temperaturer får værtsdyr såsom rådyrene til at sprede sig længere nordpå, og de kan transportere flåterne, siger Lene Jung Kjær, der er førsteforfatter på det nye studie og post. doc. på Institut for Veterinær og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet, til videnskab.dk.

- I dag finder man flåter mindre end 115 kilometer fra polarcirklen. Det ville man ikke finde for 30 år siden, siger hun.

Studiet er netop udgivet i det videnskabelige tidsskrift Eurosurveillance.

Der findes stadig flest flåter i det sydlige Sverige, men de er så småt ved at brede sig til det nordlige Sverige, fortæller forskerne.

- Det, der driver modellerne, er temperaturen. Det ser ud til, at klimaet bestemmer, om der er flåter eller ej, og når det bliver varmere, så rykker de nordpå, siger René Bødker, der er medforfatter på studiet og seniorforsker på Institut for Veterinær og Husdyrvidenskab ved Københavns Universitet, til videnskab.dk.

Lene Jung Kjær supplerer:

- Man kan måske forvente, at grænsen rykker længere nordpå. Flåter kræver jo, at der er værtsdyr, såsom rådyr og gnavere, og man er lidt nervøs for, at de bevæger sig længere nordpå og op i højderne, hvor de ikke fandtes før, siger hun.

Der er ganske vist flest flåter i de svenske skove, men undersøgelsen viser også, at 73,5 procent af danskerne bor inden for fem kilometer af et område med flåter.

Samtidig ser det heller ikke ud til, at nordmænd og svenskere bliver meget hårdere ramt, end de er i dag, da kortet viser, at henholdsvis 67,1 og 78,8 procent af befolkningen allerede bor nær flåter.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst