Forskere punkterer Chris Ankers træning

Chris Anker Sørensen har været på højdetræningslejr før Touren, men det giver ingen effekt, siger forskere.

Forskere punkterer Chris Ankers træning

Chris Anker Sørensen og Tour-feltets øvrige ryttere kan godt spare besværet og udgifterne til højdetræningslejre.

Effekten er lig nul, siger en gruppe forskere fra Institut for Idræt på Københavns Universitet.

Den danske Saxo Bank-Tinkoff Bank-rytter, som i år var på højdetræningslejr før Schweiz Rundt med henblik på Touren, vil dog ikke lytte til den danske forskning.

- Jeg synes, at jeg har haft god effekt af det. Jeg ved så ikke, om det er selve højdetræningslejren, eller det er det, at jeg har fokuseret på den hårde træning. Nej, jeg tror, at der er en effekt af det, siger Chris Anker Sørensen.

Hammel-rytteren antyder, at der også kunne være en psykologisk effekt, og hans chef Bjarne Riis vurderer, at det kan være godt for nogle.

- Det er noget, der altid er delte meninger om. Jeg har det sådan, at det er meget individuelt. Det var det, jeg kom frem til. Nogen reagerer godt på det, og andre reagerer ikke, siger Bjarne Riis.

- Det er noget, man selv skal finde ud af, om man får en god effekt af det. Det med at sige, at det ingen virkning har, det tror jeg ikke på, for det har det for nogen. Det er der ingen tvivl om.

Omega Pharma-Quick Step Quick er ikke blandt de hold, som Riis henviser til. Det slår den danske sportsdirektør Brian Holm fra det belgiske mandskab fast. Men det bliver brugt på holdet, selv om danskeren ikke billiger det.

- Jeg kan garantere, når de har været på højdetræningslejr, så kan de hverken køre til højre eller venstre i 14 dage. De er fuldstændigt iskolde, når de kommer hjem. De påstår selv, at effekten kommer efter to uger.

- Det er sjældent, at de kører som jetjagere bagefter, selvom de selv synes det. Jeg tror, det er bedre at tage en gang scootertræning, siger Brian Holm.

I det danske forsøg fra Københavns Universitet, har forskerne ladet to grupper atleter sove på hotelværelser, hvor luften i halvdelen af værelserne svarede til 3000 højdemeter.

- Videnskabeligt set har højdetræning ingen effekt. Hverken evnen til at cykle langt eller evnen til at sprinte bliver gennemsnitligt set forbedret, siger lektor ved Institut for Idræt, Nikolai Nordsborg, til videnskab.dk.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.