Forskere ser ingen effekt af tusindvis af knæoperationer

Professor efterlyser opgør med udbredt praksis for kikkertoperationer i forbindelse med almindelige knæskader.

Danmark 20. juli 2016 23:17

Almindelige knæoperationer, ofte omtalt som kikkertoperationer, har ingen beviselig effekt sammenlignet med intensiv fysisk træning.

Sådan lyder konklusionen i et studie, der torsdag bliver offentliggjort i det anerkendte lægetidsskrift British Medical Journal.

Konklusionerne vurderes til at være så endegyldige, at tidsskriftet i sin lederartikel kalder studiet "det seneste søm i, hvad der bør være en forsegling af kikkertoperationernes ligkiste".

Det skriver Politiken torsdag.

Alene i 2014 fik 15.579 danske patienter en kikkertoperation for skader på menisken. Det viser tal fra Landspatientregistret.

Studiet er udarbejdet af danske og norske forskere. Resultaterne viser, at når én gruppe patienter med slidgigt fik et intensivt træningsforløb, og en anden gruppe fik en almindelig kikkertoperation, så var der ingen målbar forskel på deres smerteniveau eller fysiske førlighed efter to år.

- Med de her konklusioner kan der ikke være megen tvivl om, at man bør gå væk fra operative indgreb. Også til dem, der er mere fysisk aktive eller folk med slidgigt, siger Ewa Roos, der er professor og forskningsleder på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet.

Særligt blandt ortopædkirurger, der foretager knæoperationer, har der tidligere været kritik af den forskning, der har underkendt operationernes effekt.

Men formand for Dansk Ortopædisk Selskab, Klaus Hindsø, kalder de nye resultater opsigtsvækkende.

- Diskussionerne om træning versus operative indgreb har jo foregået i mange år, og det begrænser sig ikke kun til knæoperationer. Men det giver stof til eftertanke, når man ser på de her resultater, siger han til Politiken.

I dag viser tal fra Sundhedsstyrelsen, at en almindelig knæoperation koster omkring 10.700 kroner, mens et intensivt træningsforløb koster under 5000 kroner.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...