Washington

Forskere: Solen kan have blæst Mars’ atmosfære væk

Hvert sekund forsvinder omkring 100 gram af planetens atmosfære, viser nye data fra Mars-mission

WASHINGTON:Forskere fra det amerikanske rumagentur, Nasa, mener at nærme sig en forklaring på, hvorfor Mars har mistet det meste af sin atmosfære.

Nye data fra den såkaldte Maven-rumsonde tyder ifølge forskerne på, at udbrud fra Solen har været med til at ødelægge planetens atmosfære, skriver BBC.

For milliarder af år siden menes Mars at have været varm og våd og dermed have mindet om Jorden. I dag er planeten tør og kold, men landskabet ligner noget, hvor der har været floder og søer.

Mars’ tab af atmosfære ser ifølge de nye data ud til at gå langsomt, men fordelt ud på 4,5 milliarder år bliver det til enorme mængder.

Lufttrykket på Mars er under en procent af, hvad det er på Jorden, og vand vil derfor enten koge eller fryse med det samme.

Tabet stiger ved solstorm

- Vi har fundet ud af, at omkring 100 gram atmosfære forsvinder hvert sekund, et kvart pund hvert sekund, siger Maven-forsker Jasper Halekas fra University of Iowa ifølge BBC.

- Jeg kan ikke lade være med at forestille mig hamburgere flyve væk fra Mars’ atmosfære - én hvert sekund. Men heldigvis er det i stedet oxygen og kuldioxid, der forlader planeten. Begge dele er vigtige i forhold til vand og for det generelle klima på planeten, fortsætter han.

Samtidig har forskerne fundet ud af, at det tyder på, at tabet af atmosfære går op i fart, når der er solstorme. Det fænomen er Jorden beskyttet af på grund af sit magnetfelt.

Maven har været i kredsløb om Mars i omkring et år.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.