Forskningscenter vil lære skoleelever om ålen
Da et nyt åleforskningscenter åbnede tæt på havnen i Hirtshals en solbeskinnet dag i maj, var det under stor offentlig bevågenhed - bl.a. med besøg af daværende forskningsminister Ulla Tørnæs (V).
Det nye center, Eel Hatch, forsker af to årsager i at løse de problemer, der er med at opdrætte ål i fangenskab. Dels for at redde den europæiske ål, som er en stærkt truet dyreart og dels i at kunne få langt flere ål på tallerkenerne rundt om i verden.
- Når vi får knækket de to hovedproblemer, nemlig at få åleyngel, der er født i fangenskab, til at tage føde til sig og at få ål, der er fanget i naturen, til at blive kønsmodne, så de kan bruges i opdræt, ja, så er der basis for en hel industri med åleopdræt, siger forskningsleder Jonna Tomkiewicz.
Penge til formidling
DTU Aqua, Nordsøen Oceanarium og forskningscentret har netop fået bevilliget 325.000 kr. fra Undervisningsministeriet og 385.000 kr. fra Forskningsministeriet til en formidlingskampagne, der skal realiseres over det næste halvandet år.
- Vi har fået penge til formidling af viden om ålen. Formidlingen skal ske på flere platforme, og skal i vid udstrækning rettes mod skoleelever, siger Jonna Tomkiewicz.
I løbet af det næste år skal der fremstilles en udstilling, som i første omgang skal vises på Nordsøen Oceanarium og siden rundt om i Danmark. Desuden skal der produceres en stribe videoer, som fortæller om ålen og endelig skal der produceres undervisningsmateriale til undervisningsportalen EMU, som er rettet mod elever i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne - alt sammen med afsæt i forskningen på Eel-Hatch.
- Ålen er et rigtig godt emne at fortælle om. Det er en kendt fisk, som har en mystisk livscyklus og så er det en truet dyreart, hvilket i sig selv vækker følelser. Og så indgår den i det danske sprog med masser af talemåder - man kan være glat som en ål og man kan sno sig som en ål for nu at nævne et par stykker, siger Jonna Tomkiewicz, som forventer, at udstillingen, som etableres i samarbejde med Nordsøen Oceanarium, vil være klar til vinterferien 2018.
Selv om der er lang vej til at forskerne er i mål, sker der hele tiden små fremskridt i centret. Lige nu er det lykkedes forskerne at få små ålelarver til at tage føde til sig - og det er stort.
- Det er et vigtigt delmål, som vi nu arbejder på at få justeret helt præcis ind efter ålelarvernes behov, siger Jonna Tomkiewicz.
Hun kan ikke sætte nogen tidshorisont på målet.
- Vi arbejder meget systematisk og gør hele tiden små fremskridt, men det tager tid at forske i den slags, siger hun.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.