Forskrækkelse satte Fortuna i gang

Skovbakken Fortuna Hjørring 1-3 Fodbold, elitedivisionen ÅRHUS: Der skulle en alvorlig forskrækkelse til, før Fortuna Hjørring søndag med sæsonens femte sejr spillede sig forbi de regerende mestre fra Brøndby og op på førstepladsen i landets bedste række. Forskrækkelsen sørgede Nanna Johansen for, da hun efter 18 minutters spil sparkede hjemmeholdet Skovbakken i front efter forarbejde af Århus-klubbens eneste tilbageværende landsholdsspiller, Lene Jensen. Ti minutter senere sørgede Johanna Rasmussen for balance i regnskabet, da hun rykkede godt på tværs og sendte bolden i nettet bag den tidligere Fortuna Hjørring-keeper Susanne Graversen, som nu vogter målet i Skovbakken. Vendelboerne måtte nøjes med at gå til pausen med 1-1, hvilket slet ikke gav det rette billede af kampen, men fire gange alene i de første 45 minutter måttre træværket redde kastanjerne ud af ilden for hjemmeholdet efter aflsutninger fra Tanja Mejer Christensen, Johanna Rasmussen og Alison Forman. Den rutinerede australier kom dog på scoringslisten otte minutter efter pausen, da hun i noget, der nu nærmest er blevet en Fortuna-specialitet, steg til vejrs og headede et hjørnespark i kassen. Det var Alison Formans femte sæsontræffer, og man skulle ikke tro, at energibundtet fra New South Wales runder 36 år, når hun fejrer fødselsdag næste gang. Fortuna-sejren blev fortjent slået fast, da Marie Herping bare to minutter senere også brugte hovedet til at passere Susanne Graversen. Vendelboerne skal på grund af landsholdets kommende EM-kvalifikationskampe mod Belgien og Holland ikke i aktion før 10. oktober, hvor det gælder Vejle hjemme. Ugen efter er der dømt storkamp mod mestrene fra Brøndby, som lørdag blev sparket ud i det europæiske mørke af norske Trondheims Ørn og russiske Energy.OM Kampfakta: Pausestilling: 1-1 Mål: 1-0 Nanna Johansen (18 minut). 1-1 Johanna Rasmussen (28 minut). 1-2 Alison Forman (53 minut). 1-3 Marie Herping (55 minut). Advarsler, Fortuna: Sharon Black. Fortuna, 4-4-3: Heidi Johansen - Janne Madsen (80. minut: Kamille Rosenfalck), May Krogh Christensen, Alison Forman, Anne Mette Christensen - Camilla Sand, Sharon Black, Christina Bonde - Marie Herping, Tanja Mejer Christensen (67. minut: Birgit Christensen), Johanna Rasmussen Dommer: Jakob Kehlet Tilskuere: 224.