Forskud på ferieglæderne

Skolernes vinterferie nærmer sig med raske skridt, men en del forældre tager forskud på ferieglæderne og beder deres børn fri ud over skolernes autoriserede ferieplan. Forældrene skal påtage sig ansvaret for børnenes læring, mens de holder fri, betoner skoleleder

Skoleleder i Skørping Peter Hansen siger, at forældrene har gjort sig overvejelser om, hvordan barnet passer sit skolearbejde, mens det er væk på ferie. Arkivfoto: Michael Koch

Skoleleder i Skørping Peter Hansen siger, at forældrene har gjort sig overvejelser om, hvordan barnet passer sit skolearbejde, mens det er væk på ferie. Arkivfoto: Michael Koch

Galleri - Tryk og se alle billederne.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Elevfraværet er i stigning i folkeskolerne i Rebild, Mariagerfjord og Vesthimmerlands Kommuner. I Rebild er det steget fra 9,16 fraværsdage pr. barn i skoleåret 2009-2010 til 10,54 fraværsdage i skoleåret 2010-11. Et skoleår har 200 dage. På Søndre Skole i Mariagerfjord Kommune oplever man, at det bliver stadig mere udbredt, at forældrene be'r deres børn fri til skiferie, forlængede weekender, indkøbsture mv. Her er eleverne fraværende godt 11 dage om året, hvilket er faretruende tæt på den kommunale målsætning om makismalt 6 procents fravær. 62 procent af fraværet skyldes sygdom, resten forklares med feriefri og ulovligt fravær. Sidste torsdag sagde skoleleder ved Søndre Skole Arne Omar Sørensen til NORDJYSKE, at han vil opfordre forældrene til at tænke grundigt over det, før de beder deres barn fritaget for undervisning. - Hvis barnet allerede har fået fri en uge for at tage på skiferie, børn forældrene ikke bede om fri til indkøbsture derudover, sagde han. Forældres valg respekteres I Vesthimmerlands Kommune har forvaltningen fokus på det ulovlige fravær og de ekstraordinære fridage. Leder af Østermarkskolen i Aars, Solveig Østergaard Kristensen, nikker genkendende til, at eleverne i et vist omfang bedes fri ud over den fastlagte ferieplan. - Selv om vi melder ferier og fridage ud i god tid, kan vi se, at forældrene heldigvis forbeholder sig friheden til at tage deres børn fri, når de vil. Når jeg siger heldigvis, er det fordi, jeg synes det er godt, at børn får oplevelser sammen med deres forældre. Jeg respekterer forældrenes valg. Forældrene har ansvaret - Samtidig er jeg dog begyndt at markere, at forældrene påtager sig ansvaret for børnenes læring, mens børnene har fri. Det er ikke op til for eksempel dansklæreren at melde tilbage, hvad der er lært i de dage eller den uge, barnet har været væk. Forældrene må selv opsøge den information. - For lærere, som i forvejen har brugt tid på at tilrettelægge undervisningen, er det et stort ansvar, hvis de også skal huske på x antal børn i x antal klasser, som er gået glip af x antal fag. Det er en nærmest håbløs opgave, siger Solveig Østergaard Kristensen. Ressourcestærke forældre På Skørping Skole i Rebild Kommune oplever skoleleder Peter Hansen, at "en del" elever får fri til at tage på skiferie eller til varmere destinationer på alle tider af året, men han betragter det ikke som et problem. - Jeg er ikke med i det hylekor, som synes, det er skrækkeligt. Når jeg får en forespørgsel, går jeg pr. definition ud fra, at det er voksne, modne mennesker, som har gjort sig nogle overvejelser over, hvordan man vil sikre, at barnet passer sit skolearbejde. Det er ressourcestærke mennesker, som sagtens kan påtage sig den opgave. Følger med via skoleporten - De bliver godt hjulpet på vej af vores kommunikationssystem med skoleport, forældre- og elevintra. Vi har en dynamisk informationsplatform, så familien og det pågældende barn selv kan følge med, siger Skørping Skoles leder. Peter Hansen vil hellere bruge krudtet på de elever, som er fraværende af andre årsager.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.