Forslag: 66 nye ledere ønskes

Arbejdsgruppe mener, at det er nødvendigt for en sikker drift af plejehjemmene, samtidig skal der talentspejdes blandt de ansatte

AALBORG:I dag er der 66 plejehjemsledere i kommunen, men i fremtiden skal der ansættes yderligere 66 ledere. Det foreslår den arbejdsgruppe, der har set på ledelsesudvikling inden for ældreplejen. Det er meningen, at de 66 ledere skal være assisterende ledere på plejehjemmene, men oplægget er, at de skal have selvstændige ansvarsområder. - Det er simpelthen for at skabe bedre vilkår for at kunne udvikle lederskabet, siger områdechef for sydvest, Gytte Gade. Hun mener ikke, at politikerne kan sige nej til det nye tilbud, der årligt vil koste 1,8 mio. kr. ved at ændre stillingsbetegnelser og finde emner inden for egne rækker. Attraktive vilkår - Det er altså vigtigt, at der er sikker drift på de her ting, og at man bliver to om opgaverne på arbejdspladserne. I dag er der ikke mange ansøgere til lederjobbene, og derfor skal der også være mere attraktive vilkår. Arbejdsgruppen ønsker bl.a. at lederne skal have hjemmearbejdsplads samt mulighed for resultatløn. De næste fem år vil der også være en gennemsnitlig udskiftning af seks ledere om året, derfor er det også vigtigt, at kommunen kigger internt efter lederemner. Arbejdsgruppen mener, at der årligt skal spottes 10 talenter til lederemner. - Det er et godt signal at sende til de unge mennesker, at der er de her muligheder.

Breaking
Følg snestormens rasen live. Trafikken i hårdknude ved Aalborg
Luk