Trafikforhold

Forslag: Gør en større del af byen bilfri

Formanden for Aalborg Industri & Handelskammer foreslår at eksempelvis Boulevarden bliver bilfri

Formanden for Aalborg Industri & Handelskammer, Erik B. Hansen forslår, at en større del af byen bliver bilfri. arkivfoto: torben hansen

Formanden for Aalborg Industri & Handelskammer, Erik B. Hansen forslår, at en større del af byen bliver bilfri. arkivfoto: torben hansen

AALBORG:En måde at løse op for trafikken i Aalborg på er at gøre flere veje bilfri, som de eksisterende gågader. Det foreslår formanden for Aalborg Industri & Handelskammer, Erik B. Hansen. - Man kan godt gøre mere af byen bilfri, for eksempel kan man gøre Boulevarden bilfri, siger Erik B. Hansen. Han mener, at Boulevarden egner sig til at blive en stillegade. - Efterhånden er strækningen fra banegården og til havnen jo en hovedgade. Roadpricing, hvor bilisterne betaler for at køre i byen, er dog ikke i kridthuset hos formanden. - Det har jeg ikke gjort mig nogen tanker om, men jeg synes ikke, at man skal betale penge for at køre i byen. Det vil også være en ekstra skat, og det går jeg ikke ind for. En ting er dog soleklart for Erik. B. Hansen: Det koster penge, når de ansatte sidder fast i bilkøer. - Når du sidder i kø, så koster det penge, og tiden er en knap faktor, siger Erik. B. Hansen. Han mener dog ikke, at trafikken i Aalborg er værre end i andre større byer. - Når jeg er i Århus eller i trekantområdet, oplever jeg, at trafikken er tættere, siger Erik B. Hansen, der også peger på København, som et sted, der har tungere trafikproblemer end Aalborg. Til tider spidser det dog til efter Erik B. Hansens mening. - Der er tidspunkter, hvor der er problemer. Sidst på ugen torsdag og fredag, der kan du godt komme til at sidde i rigtig lang tid.