EMNER

Forslag om en campus på stadion

Maria Windstrup Holst fra Hjørring har lavet afsluttende arkitektopgave om Hjørrings stadion

HJØRRING:Hjørring skulle tage og gøre mere ud af sig selv som uddannelsesby. Ved at gøre det, kan man få unge mennesker til at bosætte sig u byen. Og blive boende efter endt uddannelse. Det mener 26-årige Maria Windstrup Holst, som netop har bestået den afsluttede arkitekt-eksamen med et stort projekt om netop Hjørring. I sit projekt har hun bygget en kollegiepark eller en campus, som det hedder på engelsk. Den nye campus skal ligge dér, hvor det eksisterende stadion ligger. Det er lige op ad Skolevangen, hvor Muldbjergskolen, VUC Vendsyssel Vest og Hjørring Gymnasium ligger. Og ud mod Femhøje, hvor Hjørring Private Realskole har til huse. - Jeg har læst, at man gerne vil flytte stadion ud i Park Vendia. Så jeg har taget udgangspunkt i, at man i Hjørring har de to vækstcentre, som man gerne vil have, nemlig Park Vendia og så i den anden ende hele Nestlé-området, hvor man gerne vil bygge Park Hjørring. Dét, der ligger derimellem på en akse, har jeg interesseret mig for. Jeg synes, man skulle opgradere midtbyen i Hjørring, siger Maria. Hun har under sit studium gået på en særlig byplanlægger-linie, så hun arbejder i stor målestok. Maria forklarer, at på aksen mellem de to vækstcentre ligger også hele banegårdsarealet, hvor der ifølge hende godt kunne gøres en hel del, der ville forbedre bymiljøet. - Men det, jeg gerne ville gøre bedre dér, var mere, end jeg kunne nå på et halvt år, siger hun med henvisning til varigheden af det sidste afsluttende projekt. I stedet har hun altså kastet sig over det eksisterende stadion. - Det skal rives ned, fordi dens funktion er helt malplaceret på det sted i dag. Til gengæld mangler uddannelsesinstitutionerne omkring Femhøje/Skolevangen sammenhæng og helhed. Det kan man få ved at bygge en række kollegiehuse på stedet. Byen mangler kollegier og ved at tilbyde nogle spændende boliger lige ved uddannelsesinstitutionerne, vil man kunne få mange af de unge, der i dag pendler hertil, til at flytte til byen, mener Maria. Ifølge hendes plan kunne man opføre syv kollegiehuse med tyve værelser i hver. Husene skal have samme højde som institutionerne rundt om. Resten af området skal holdes grønt, så der kan blive det, hun kalder et rekreativt læringsmiljø. - Jeg ved godt, at man økonomisk kunne få mere ud af pladsen, hvis man byggede mere, men det ville være synd af plastre den til, siger Maria Windstrup Holst. Hele den nye planlæggers opgave er sat op på store - og kostbare - plancher. Opgaven blev bedømt af fire censorer, som alle sagde: OK.