Lokalpolitik

Forslag om genbrugsplads trækker i langdrag

En midlertidig genbrugsplads er til debat til hvert byrådsmøde, selvom sagen aldrig har været behandlet af byrådet

DRONNINGLUND:Debatten om den midlertidig genbrugsplads i Dronninglund er efterhånden blevet et fast indslag på byrådsmøderne. Også selvom forslagene faktisk aldrig er blevet behandlet af byrådet. Sidste byrådsmøde var ingen undtagelse. Her var genbrugspladsen heller ikke en del af dagsordenen, men blev alligevel debatteret. Karsten Frederiksen (K) var nemlig stærkt utilfreds over, at et forslag om at etablere en midlertidig genbrugsplads på Karetmagervej netop ikke skulle behandles af byrådet. Det var han blevet lovet, mener han. - På sidste møde spurgte jeg Jens Fjendbo, om han ville sikre, at sagen blev behandlet på Forsyningsudvalget. Og derefter spurgte jeg, om man ville sikre, at sagen straks kom til byrådet, såfremt forslaget om en midlertidig genbrugsplads ikke blev vedtaget i udvalget. Begge blev positivt bekræftet, og sagen er har været i Forsyningsudvalget, hvor det blev afvist. Derfor havde jeg regnet med, at punktet var på mødet, sagde Karsten Frederiksen (K), der opfordrede borgmester Mikael Klitgaard (V) til at sætte det på dagsordenen. - Hvis vi skal lave en midlertidig genbrugsplads, så skal det være nu, men hvis den første skal i Økonomiudvalget, så bliver det yderligere forsinket, tilføjede Karsten Frederiksen. Borgmester Mikael Klitgaard (V) mente dog ikke, at sagen var vigtig nok til at hastebehandle. - Jeg synes ikke, at sagen har karakter af, at den skal behandles i hast. Og jeg mener ikke, det er rigtigt at behandle den, før den har været i økonomiudvalget, sagde han. Det fik dog Bendt Danielsen (Borgerlisten) til at reagere. - Jeg er ikke enig i, at sagen ikke haster. Det mener jeg, den gør. Men det er fint, at sagen får den sagsgangen, den skal have, og så kan vi se frem til en kvalificeret behandling senere, lød det fra Bendt Danielsen (Borgerlisten). Forslaget om en midlertidig genbrugsplads blev aldrig behandlet. Karsten Frederiksen (K) sagde nemlig, at hvis bare et medlem af byrådet ikke ønskede sagen behandlet, så ville han ikke kræve det. Og da Mikael Klitgaard (V) gik imod, så var den debat hurtigt lukket.

Forsiden