Forslag om meningsmåling

Borgmester vil vejre stemningen hos borgerne ved et snævert flertal

Hals 1. september 2004 06:00

PANDRUP: Viser det sig, at der er et snævert flertal, når der skal træffes beslutning om den kommende kommune i byrådet skal den 9. september, er borgmester Flemming Jansen (V) fortaler for at tage en pejlingen på borgernes mening. - Det kunne være en idé at få et analyseinstitut til at lave en meningsmåling, inden den endelige beslutning, siger Flemming Jansen, der sammen med forhandlingsudvalget i går havde besøg af borgmesterkollegaerne fra Brovst og Aabybro. Mødet gav imidlertid ikke ny næring til Venstres drømmemodel om en kommune bestående af Pandrup, Brønderslev, Aabybro, Løkken-Vrå og Brovst. Aabybro og Brovst gjorde det klart, at såfremt Pandrup ikke ønsker at være en del af Jammerbugtkommunen, er de to kommuner indstillet på at være sig selv. Borgmester Flemming Jansen beklager, at parterne ikke er med på ideen om en storkommune, da det øvrige Nordjylland tænker i store enheder. - Vi får en stor kommunedannelse i Nord, Sejlflod, Hals og Nibe er på vej til Aalborg, og det er betænkeligt i forhold til styrkeforholdet. Ikke fordi vi skal konkurrere med hinanden, men vi vil få en stærkere region, hvis enhederne er på omkring 50.000, siger han. På mødet lancerede borgmester Flemming Jansen (V) også ideen om en model med Pandrup, Løkken-Vrå, Aabybro og Brønderslev, men heller ikke den vandt gehør hos borgmesterkollegaen i Aabybro. Dermed kommer Pandrup-politikernes endelige valg til at stå mellem to modeller af nogenlunde samme fysiske størrelse. Jammerbugtmodellen og en kommune, hvor Pandrup indgår sammen med Brønderslev og Løkken-Vrå. Kommunaldirektørerne i Pandrup, Brovst og Aabybro skal nu til skrivebordet for at lave et notat, som viser hvilke styrker kommunerne har, og hvad der skal gøre dem bæredygtige i fremtiden. Det samme bliver tilfældet for Løkken-Vrå og Brønderslev. Byrådet skal tage endelig stilling til sammenlægningsmodellen den 9. september, og det er fire dage inden byrådet i Løkken-Vrå har taget endelig stilling til om de ønsker at indgå i en model med Hjørring eller med Brønderslev.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...