Natur

Forslag om naturskole er ikke hørt

Oplagt med miljø- og naturskole i Hulsig - midt i kommunen

HULSIG:Hulsig Naturskole. Lyder det ikke som en oplagt idé? Det synes i hvert fald Gurli Hansen, der selv bor midt i Skagen Kommunes særegne natur - nærmere bestemt i Hulsig-området. Naturmæssigt har Skagen Kommune det hele: hav, strand, klitter, hede, skov. - Hulsig ligger centralt i Skagen Kommune og med naturen hele vejen rundt. Derfor synes jeg, at det vil være oplagt at placere en naturskole her i området, siger Gurli Hansen. - I naturskolen skal der være plads til overnattende gæster, med plads til skoleklasser, til studerende og private på vandre- eller cykeltur. - Jeg forestiller mig, at der kunne være en sal og et studierum. Disse rum kunne også bruges af os, der bor i området. Stedet kunne være en miljø- og naturskole for børn og voksne. Flere kunne lære at bruge naturen, siger Gurli Hansen. Hun fremhæver også, at det ville give mange arbejdspladser til for eksempel naturvejledere, kontor-, køkken- og rengøringspersonale. Gurli Hansen mener, at forslaget snart må være aktuelt. Naturskolen i Bunken fungerer ikke mere. Vandrerhjemmet i Gl. Skagen er lukket, Skagen Odde Natur Center er ikke mere forpligtet til at fortælle om naturen. Der er et fint net af cykelstier i Hulsig og omegn, og der findes masser af stier for glade vandrere. Hvis Skagen Kommune vil profilere sig på natur, må man også give fastboende og gæster mulighed for at lære om den, mener hulsigboen. Hun har flere gange givet ideen til Skagen Kommune. Indtil nu er resultatet sparsomt. End ikke et svar fra kommunen er det blevet til. - Kommuen efterlyser hele tiden gode ideer. Efterhånden mister man lysten til at give de gode ideer videre, når der ikke sker noget, slutter en skuffet Gurli Hansen.