Stenum

Forslag om ny struktur til debat

VRENSTED:I øjeblikket diskuterer forældre, pædagoger og politikere, om der skal ske en samdrift mellem Ane Maries Hus, der omfatter såvel en børnehave som en fritidsordning, og Vrensted Skole. Ane Maries Hus er en gammel bygning, der gennemsnitligt gerne skal have 25 børn. I øjeblikket er der imidlertid indskrevet fem-seks stykker færre. – Det hænger sammen med, at der for fem år siden var en venteliste til Ane Maries Hus. De forældre, der dengang ikke kunne få deres barn passet, flyttede dem til Løkken, Vrå eller Stenum. Dér går nu også de første børns søskende, og dem kan vi godt mærke, at vi savner, siger formanden for bestyrelsen, Mette Fuglsang. Bestyrelsen skal sammen med skolebestyrelsen og Med-udvalget komme med et svar på, hvad de mener om forslaget om samdrift. Det skal drøftes i midten af august. – Jeg synes, det ville være dejligt, hvis vi også fik en vuggestuedel, så forældrene kun skulle aflevere børn ét sted. Det kunne også være rart, hvis alle i Vrensted kunne står sammen om det her, så vi kunne brande landsbyen, så folk valgte den til, siger Mette Fuglsang.