Tobaksindustri

Forslag om skjult tobak får støtte fra store organisationer

Coops borgerforslag om at gemme tobak væk fra butikkernes hylder bakkes nu op af flere store organisationer.

Coops borgerforslag er inspireret af flere lande, hvor der allerede er indført forbud mod synlige tobaksprodukter. (Genrefoto).

Coops borgerforslag er inspireret af flere lande, hvor der allerede er indført forbud mod synlige tobaksprodukter. (Genrefoto).

KØBENHAVN:Hvis målet om at skabe den første røgfri generation i 2030 skal indfris, så skal tobaksprodukterne væk fra butikkernes hylder.

Det mener detailhandelsvirksomheden Coop, der i oktober stillede et borgerforslag, der skal tvinge Folketinget til at forholde sig til fælles tobaksregler.

Forslaget bakkes nu op af en række af landets store organisationer. Heriblandt er Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, idrætsorganisationen DGI og Dansk Boldspil Union (DBU).

Det oplyser Coop i en pressemeddelelse.

Organisationerne mener, at unge ikke skal fristes til at begynde at ryge.

Coop foreslår derfor, at Folketinget pålægger alle salgssteder at skjule tobaksprodukter ved at udstede et totalt udstillingsforbud.

Administrerende direktør i Coop Peter Høgsted håber, at initiativet kan få andre "gode kræfter" til at blive en del af samarbejdet.

- Jeg er rigtig glad for, at de store sundheds- og idrætsorganisationer vil være med til at få tobakken gemt væk. Og jeg håber, at endnu flere gode kræfter vil være med, siger Peter Høgsted.

Coop har ladet sig inspirere af Norge, Storbritannien og Irland, hvor der allerede er indført forbud mod synlige tobaksprodukter.

En undersøgelse fra Coop Analyse viser desuden, at otte ud af ti danskere mener, at det er en god idé at gemme tobakken væk. Det fremgår af pressemeddelelsen.

Administrerende direktør i DBU Claus Bretton-Meyer siger, at initiativet er "en kærkommen mulighed for at få et vigtigt emne i fokus og sikre de unges sundhed nu og i fremtiden".

Anne Kaltoft, der er administrerende direktør i Hjerteforeningen, mener, at det er "skræmmende", at 40 børn og unge hver dag begynder at ryge i Danmark. Tallene stammer fra Statens Institut for Folkesundhed.

- Tobakken skal selvfølgelig gemmes væk i alle Danmarks butikker og kiosker. Derfor er lovgivning nødvendig, udtaler Anne Kaltoft.

Både Salling Group og Coop samt De Samvirkende Købmænd har opfordret til, at der laves fælles regler, der gør det lovpligtigt for butikker at skjule tobak.

Både sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) og DF har over for DR dog erklæret sig som modstandere af at lovgive på området. Begge er dog tilhængere af, at butikker selv vælger at gemme cigaretter væk.

Nærbutikkernes Landsforening er modstandere af forslaget. Ifølge foreningen vil det medføre butiksdød for små butikker og kiosker landet over.

Borgerslaget skal have 50.000 støtter, inden det bliver fremsat. Lørdag den 24. november har forslaget modtaget knap 1500 underskrifter.

/ritzau/