Forslag: Tilskud efter skolers brug af haller

En af de to haller, der hidtil er blevet snydt for kommunalt tilskud, får næppe meget ud af den model, som børne- og kulturudvalget foreslår - hvor skolernes brug af hallerne skal afgøre tilskudsbeløbet.

Boddum-Ydby Skytte- OG FRITIDSCENTER får næppe meget ud af det, hvis tilskudskriteriet bliver skolernes brug af idrætshaller. Arkivfoto

Boddum-Ydby Skytte- OG FRITIDSCENTER får næppe meget ud af det, hvis tilskudskriteriet bliver skolernes brug af idrætshaller. Arkivfoto

Skolernes brug af idrætshallerne skal være afgørende for, hvor meget den enkelte hal får i tilskud af Thisted Kommune. Det er børne- og familieudvalgets foreløbige bud på, hvordan tilskudskronerne til de selvejende haller i kommunen i fremtiden skal fordeles. Spørgsmålet om kriterier for tilskuddene er blevet aktuelt, efter at Statsforvaltningen i efteråret afgjorde, at det er ulovligt, når Thisted Kommune giver tilskud til 11 gamle idrætshaller, mens de to nyeste haller - Boddum-Ydby Skytte- og Fritidscenter samt Østerild Multicenter - ingenting får. Ifølge kommunens forvaltning vil de to haller alene være berettiget til en uforholdsmæssig stor del af det samlede tilskud. Realkreditlån omlagt Men Søren Lukassen, formand for Østerild Multicenter, afviser dette regnestykke. Centret har nemlig fået omlagt sine realkreditlån og har derfor kun krav på under halvt så meget i tilskud, som kommunen har regnet sig frem til. Også for Boddum-Ydby Skytte- og Fritidscenter bliver tilskuddet - med uændrede regler - reelt væsentligt mindre på grund af den lave rente, oplyser Jørgen Stefansen, formand for Boddum-Ydby Skytte- og Fritidscenter. Men hvis kommunen - i stedet for at dække udgifter til bl.a. renter og skatter og afgifter - går over til at give tilskud i forhold til antallet af timer, som hallen er lejet ud til skoler, vil hallen i Ydby kun få et meget lille beløb eller slet ingenting - afhængig af, om også friskolers brug af idrætshaller skal udløse tilskudskroner. I Ydby er der ingen folkeskole. Boddum-Ydby Friskole bruger hallen, men da det er en lille skole med kun omkring 70 elever, er timetallet begrænset. I øvrigt er opholdsstedet Kildegården i Sindrup den eneste anden faste bruger af hallen i dagtimerne, mens der om aftenen er god belægning i Boddum-Ydby Skytte- og Fritidscenter, oplyser Jørgen Stefansen. Heinz Hvid: Ikke nogen god idé Ét medlem af børne- og familieudvalget, Heinz Hvid (S), synes ikke det er nogen god idé at lade skolernes brug af hallerne være afgørende for, hvor stort tilskud den enkelte hal skal have. - Byrådet er tidligere nået frem til en model for, hvordan der skal gives tilskud. Nu har Statsforvaltningen så talt, og det må vi indrette os efter. Men jeg er ikke interesseret i, at de gamle haller af den grund skal miste tilskud, siger Heinz Hvid. På baggrund af oplysningerne om, at de to nye haller ikke er berettiget til så store tilskud som først antaget, vil Heinz Hvid nu tage kontakt til forvaltningen for at få lavet en ny udregning. I forvejen arbejder forvaltningen på modellen med skolernes brug af haller som tildelingskriterium. Børne- og familieudvalget ventes at have sagen på dagsordenen igen på udvalgets næste møde, 1. februar.