Forslag: Tvungen dopingkontrol

NORDJYLLAND:Fundet af en dopingfabrik i Hjørring understreger behovet for at sætte hårdere ind overfor det store forbrug af forbudte dopingstoffer i trænings- og fitnesscentre. Det mener det nordjyske folketingsmedlem Flemming Mortensen, der er idrætsordfører for socialdemokraterne og medlem af retsudvalget. Han er klar med et lovforslag om tvungen dopingkontrol i centrene. I dag er det frivilligt, om de vil tilmelde sig kontrollen under Anti Doping Danmark. De jævnlige kontrolbesøg koster hvert center 12.000 kroner om året. - Vi har et kæmpe problem, hvor titusindevis af unge mænd fylder sig med ulovlige og skadelige stoffer. Vi må sende et klarere signal og stresse brugerne og sælgerne, siger Flemming Mortensen. Han er godt klar over, at obligatorisk dopingkontrol ikke vil fjerne problemet, men det vil gøre det sværere for dopingbrugerne at finde centre, hvor de kan dyrke deres misbrug i fred. - Hvis man i dag får karantæne et sted, kan man jo bare gå hen om hjørnet i et andet center, der ikke har dopingkontrol, siger Flemming Mortensen, der også vil se på muligheden for at gøre dopingkontrollen billigere for centrene. Tal fra Antidoping Danmark viser dog, at mange også blive testet positive i de centre, der har kontrollen. Det er næsten hver fjerde testede person, der har taget en form for præstationsfremmende medikamenter. Flemming Mortensen hæfter sig ved, at der ved ransagningerne i Hjørring også blev fundet store mængder potensmidler. - Det er dokumenteret, at de unge mænd mister potensen, når de bruger doping, og samtidig bliver de mere aggressive og utilregnelige, siger han. Lovforslaget har ifølge Flemming Mortensen bred politisk opbakning. Det førstebehandles 9. februar. Den sigtede i sagen om dopingfabrikken i Hjørring driver centret MyGym på Bispensgade. Det er det eneste center i byen, der ikke har dopingkontrol. Det er markeret med en sur smiley og teksten: " Vi samarbejder IKKE med Anti Doping Danmark om dopingkontrol - for vores medlemmers skyld!"

Forsiden