Forslugen franskmand

Bilerne lever ikke op til fabrikkernes forbrugstal - langt fra konstaterer Århus-Aalborg pendler

Biler 12. december 2004 05:00

Da arkitekt Johnny Christensen for tre år siden fik arbejde i Aalborg - cirka 140 kilometer fra hans bopæl i Østjylland - gik der ikke lang tid, før han måtte erkende, at det blev for dyrt at tage turen frem og tilbage i hans ellers velkørende Saab 900 med benzinmotor. Inspireret af en kollega, der hver dag kørte omtrent samme strækning i en VW Passat TDI, skiftede han derfor til en Peugeot 406 HDI. Håbet var naturligvis, at han ville komme til at bruge væsentligt færre penge på brændstof. Brændstofudgiften blev da også pænt reduceret, men alligevel husker Johnny Christensen, at han blev noget forbavset over, at hans nye dieselbil slet ikke gik så langt på literen, som brochurerne lovede og som han derfor forventede. - Den var slet ikke var i nærheden af at køre de 17,5 km/l, som jeg var blevet lovet i salgsmaterialet. Derfor klagede jeg til forhandleren og fortalte om min kollega, der kørte 20 km/l i en Passat TDI. Først fortalte de mig, at der ikke var noget galt med min bil, og dernæst, at de i øvrigt ikke troede på min kollegas lave forbrug. Så jeg fik ikke meget ud af at klage, siger Johnny Christensen, der i stedet fik gode råd om, hvordan han skulle køre sin dieselbil og det hjalp lidt. - Da jeg lagde min kørestil om, kunne jeg aflæse det i mit brændstofregnskab. Men selv om jeg virkelig anstrenger mig for at køre med let speederfod og min familie på et tidspunkt var ved at gå til over min forsigtige og økonomirigtige kørestil, har jeg aldrig oplevet at køre mere end 17 kilometer literen og det er endda selv om jeg kører ren motorvejskørsel med maksimalt 120 km/t, siger Johnny Christensen, hvis Peugeot nu har rundet de 160.000 kilometer. - Jeg er meget glad for bilen og HDI-motoren som jeg synes er meget rarere end de lidt mere rå TDI motorer. Og jeg har da også slået mig til tåls med, at jeg aldrig når i nærheden af det lovede brændstofforbrug. Men derfor er det alligevel skuffende, at uanset hvad man gør, så kan man ikke opnå de forbrugstal som salgsmaterialet lover, siger Johnny Christensen. Problematikken er ikke ukendt, heller ikke hos FDM, hvor bilteknisk teknisk redaktør Søren W. Rasmussen siger. - Vi oplever generelt, at der er stor forskel mellem det opgivne/teoretiske forbrugstal og så det reelle. Især common rail motorerne, som de fleste dieselmotorer i dag er udstyret med, er meget følsomme overfor speederens position. Han har dog et par fif i jagten på at opnå den bedst mulige brændstoføkonomi: - Der er mange gode råd at give, men et af de væsentlige er, at man skal lade være med at træde pedalen helt i bund. Så går motorstyringen helt amok og sender alt for meget brændstof igennem. I stedet skal man træde speederen 2/3 del ned og vente på at turboen sætter ind. Det er en kørestil man skal vænne sig til, siger Søren Rasmussen og tilføjer: - Generelt kan man sige, at dieselbiler er meget følsomme overfor kørestil og gearskifte og, at det er den type motorer, hvor der er stor brændstofbesparelse at hente, hvis man kører rigtigt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...