Forsmag på lokalbrag i Vendsyssel

Frederikshavn Fox og Team Sindal/Taars lader op til pokalslag

Anniken Solberg forventes at være med hos Team Sindal/Taars i weekendens Euro Cup.foto: kurt bering

Anniken Solberg forventes at være med hos Team Sindal/Taars i weekendens Euro Cup.foto: kurt bering

SÆBY:På torsdag tørner de to nordjyske 1. divisionsklubber i kvindehåndbold fra Frederikshavn Fox og Team Sindal/Taars sammen i et pokalopgør i Sindal, men allerede i weekenden er begge klubber deltagere i den traditionelle træningsturnering Euro Cup i Sæby Fritidscenter. - Og den turnering kommer særdeles belejligt, fordi vi får chancen for at hente værdifuld erfaring til vores spillertrup, der er ændret væsentligt i forhold til sidste sæson i ligaen, siger Fox-træner Anders Thomsen. - I weekendens Euro Cup får vi fire-fem kampe til at forbedre timing og præcision inden sæsonens første lokalslag mod TST. - Med seks-syv nye spillere i truppen har vi brug for alle de træningskampe, vi kan komme i nærheden af, og indtil videre er det blevet til et smalt nederlag til herrejunior fra Strandby/Elling samt en godkendt første halvleg mod ligaoprykkerne fra SK Århus. - Her klarede vi 11-11 i de første 30 minutter men lavede så alt for mange fejl i anden halvleg og tabte 22-28. - Vi har således stadig meget at arbejde med, men udover Euro Cuppen får vi også mulighed for at pudse formen af i en træningsturnering i Norge i slutningen af august inden premieren i 1. division ude mod Fredericia 10. september, siger Fox-træneren. TST-sejre Med tre sejre i de seneste træningskampe over norske Drammen og Sola samt 1. divisionskollegerne fra Aalborg HK har TST vist fin styrke. Drammen blev besejret 25-24, mens Sola blev slået 26-24. Endelig blev det 29-24 over AHK. - Faktisk har vi vundet samtlige af vores træningskampe, men i Euro Cuppen får vi stærkere modstand, og det glæder vi os til, siger TST-træner Kenneth Jensen. - Vi ser frem til at blive mere presset i weekendens kampe, og især det stærke norske hold Gjerpen virker frygtindgydende og må være turnerings favoritter. - Vi skal bruge Euro Cup til at stå godt rustet til torsdagens vigtige pokalkamp, og jeg forventer, at Anniken Solberg gør comeback, mens fløjspiller Bettina Nielsen ovenpå en korsbåndsoperation i februar må vente lidt endnu. I Euro Cuppen er Fox indledende i pulje med svenske Lugi HF og IK Sävehof samt norske Våg Vipers, mens TST er i pulje med svenske Team Eslöv samt norske Lunner IL og Gjerpen. Finalen i turneringen spilles søndag eftermiddag i Sæby Fritidscenter.